Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - George Kennan: Den russiske bastille - I. Undersøgelsesfængslet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
af cellen og begyndte med ryggen til døren at tale ganske sagte med
sig seiv; den gjennem „Judas“ kigende vogter bemerkede det dog
snart og aabnede døren for at meddele ham, at enhver hørlig samtale
med sig seiv var forbudt og i gjentagelsestilfælde blev straffet med
mørk celle. Efter den tid forblev den unge læge meget længe taus;:
men efterhaanden satte han sig fast i hovedet, at han vilde frembringe
en larm, dels for at adsprede sig, dels for at overbevise sig om, at
hans stemmebaand var i orden. For ustraifet at sætte sin vilje igjen
nem simulerede han et anfald af hikke. Slutteren opfordrede ham til
at holde op med larmen, men fik det svar, at hikke var en krampagtig
irritation af mellemgulvet og luftrøret, som man ikke kunde afbryde
elter behag; vilde slutteren, at han skulde holde op, maatte han gjen
nem fæstningslægen skaffe ham medicin. Medens rflanden gik til lægen
for at hente medicinen, fortsatte dr. M. med at hikke saa høit som
muligt, hvad der trods anstrengelsen dog skaffede ham en stor for
nøielse. Da listen fuldstændig lykkedes ham, gjorde han af sin hikke
en kronisk lidelse, der hver anden dag blev saa akut, at den trodsede
enhver medicin. Da dr. M. nogle aar senere i Sibirien fortalte mig
om sine hikkeanfald, udtalte jeg den formodning, at sygdommen var
vel forsvunden, da han kom ud af fæstningen. „Aa nei,“ svarede
hans kone. „Endnu kan han hikke i et kvarter ad gangen, naar han
kjeder sig; men nu gjør han det uvilkaarlig, — han har altsaa vænnet
sig til en uskyldig sygdorn. “
Fysisk elendighed — slet luft, mangelfuld næring, kulde og fug
tighed — er efter talrige af Petropowlowskfs fangers udsagn meget
lettere at bære end den aandelige pinebænk, det er at være absolut
ubeskjæftiget i evig stilhed og fuldkommen ensomhed. Det er sandelig
intet under, naar saa mange, især af de strengt holdte „farlige“ efter
mange aars ensomt fængsel i Trubetzkoi-bastionens kassematter enten
blir vanvittig eller idiot eller tager livet af sig ved selvhungring eller
ved at rende hovedet mod væggen.
Jeg minder læseren om, at de mænd og kvinder, som i aarevis
liensmægter i disse celler, er folk, som endmi ikke har faaet nogen
retslig dom over sig. Der er her aldeles ikke tale om overbeviste
forbrydere, men, som allerede betonet, kun om undersøgelsesarrestanter
— juridisk og moralsk foreløbig uskyldige personer. Disse blir util
børlig længe berøvet retten til i et forhør at retfærdiggjøre sig og blir
imidlertid fuldstændig behandlet som dømte straffanger. At en meget
stor del af dem virkelig ogsaa er uskyldige, medgiver øvrigheden i
sine embedsmæssige meddelelser ganske aabent; saaledes kunde f. eks.
af de mere end tusen mennesker, der blev fængslede paa grund af
29
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
