Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- H. Tambs Lyche: Mencius
- I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mencius.
„Kommende vismænd vil ei ændre mine
ord.“ (Mencius.)
* *
*
7
„Mencius talte aldrig uden at bære vidne
om, at menneskets natur er god og ædel.“
(Kinesiske skrifter.)
,.Jeg holder af fisk, men jeg holder ogsaa af bjørnelabber; kan
jeg ikke have begge dele, saa vælger jeg bjørnelabber og lader
fisken gaa.
Jeg holder af livet, men jeg holder ogsaa af, hvad ret og godt
er. Kan jeg ei beholde dem begge, saa lader jeg livet gaa og holder
fast ved det rette og gode.“
Saa talte den kinesiske vismand Mencius en 300 aar f. K. —
Vi ved lidet om denne det himmelske riges tredje store vismand
(Konfucius og Lao-tsze maa sættes høiere), udenfor hvad hans efter
ladte ord kan lære os om ham. Vi maa læse os til hans karakter
i dem. Som Konfucius — hvis ydmyge discipel han sagde sig at
være — hundrede aar tidligere, saa vandred og han omkring i Kina
fra rige til rige og fra hof til hof, stadigt forsøgende at indprente
i folk og herskere en dybere og mere moralsk følelse, sundere og
sandfærdigere ideer. Han er ingen religiøs lærer (i ordets engere
forstand), han nævner knapt tro, høn eller gudstilbedelse. Heller
ikke er han en profet, — der er ingen torden i hans tale. Han
er bare en stille, behersket vismand, altid rolig og mild, — en for
tolker af og talsmand for livets og naturens etiske love og krav.
Han hverken gjør krav paa eller har nogensinde drømt om noget
sligt som inspiration eller ufeilbarhed. Han hverken præker eller
dogmatiserer, men diskuterer og ræsonnerer, — søger at overbe
vise og derved vinde, er altid mild og stille, som en sollys sommer
dag med en svag bris raslende melodisk i træernes løvkroner. Dog
udelukker langtfra denne ro og mildhed kraft og styrke; men det
er gjerne den voksende skovs stille, fredelige kraft, skjønt der dog
ogsaa ofte er hvas egg og odd paa de rolige, sollyse ord.
mest tiltrækkende hos Mencius er netop en temmeligt al
sidig menneskelighed, en slags ædel verdslighed. Han er saa langt
som mnligt fra alt, der smager af asketisme eller puritanisme;
han ser intet galt i at elske alt, hvad skjønt er, han holder rigdom
97
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:33:50 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1892/0105.html
