Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Tambs Lyche: Mencius - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dagelse.
naturs fuldendelse.
var visdom, og den maatte lystres.
, . Der er ikke saa stor forskjel paa mennesker og dyr. De
allerfleste mennesker taber denne forskjel. Den vise søger at øge den .. . .
.... Den, der kjender sin egen natur, kjender alt under himlen
og i himlen .... at udvikle ens egen natur og bevare det rette
sindelag, det er at tjene himlen .... Naar hverken tidlig død eller
langt liv bringer forstyrrelse over en mands sind, men han, under
stadig aandelig vækst, roligt holder sig ude fra hvadsomhelst, — da
kan han siges at leve som himlen vil“ ....
— Man maa mindes, at disse ord faldt fra Mencius læber 300
aar før Kristi fødsel. Meget af det er nu den mest dagligdagse
og trivielle sandhed, andet tinder vi at være overdrivelse, og det
kan ikke være vanskeligt at paavise logiske ukorrektheder. Men
vi maa huske paa, at dengang Mencius først udtalte ordene, var
det noget nyt i verden, — nyt i Kina i hvert fald. Hver tanke
var en opdagelse, hver sætning et forsøg paa at give form og udtryk
for noget absolut nyt. Det er let under slige forhold at tilgive
lidt overdrivelse og feiltagelse. De hører med til en første op-
Den menneskelige naturs godhed, eller det godes na-
turlighed, — det var hans vigtigste opdagelse. Det var en tanke,
der var kommen over ham med uimodstaaelig magt. Den høieste
sjælsadel var ikke andet end menneskenaturens fyldigste og frieste
udvikling, dens blomstring. Moralens bud var ikke arbitrær, det
var vor egen naturs love. Dette var hvad han mente, — ikke
at menneskene var fra begyndelsen af helt gode og fuldkomne. De
havde en hang mod det gode, deri laa deres livs opfyldelse, deres
Den almindelige mening paa hans tid var, at den eneste au-
toritet man havde for, hvad der var ret og godt, var de gamle
vismænds ord. De benyttedes som en slags halvt övernaturlige
væsener, der paa en eller anden uforklarlig vis havde faaet fat paa
deres visdom. — De havde grehet den ud af luften. — Men det
Mencius forklarte, at de gamle vismænd havde „hare lært,
hvad de fandt i sin egen natur, dens love“. Selv, sagde han, fandt
han deres ord i sit eget indre saavelsom i de gamle bøger. Hvad
de havde lært var visdom, fordi det stemte med naturen, det burde
lystres, fordi det var, hvad enhver kan overbevise sig om, at livet
kræver. Det var ikke vismændene, men naturen der var høieste
autoritet. Derfor appellerer han ogsaa dristigen til enhvers
egen retsfølelse. Han kræver fuld frihed for den enkeltes samvit-
104
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
