Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fritz Mauthner; Kjættertanker i Thorvaldsens museum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ligste momenter fra den græske heltetid: — saa negter vor fantasi
at gjøre tjeneste, og omkostningerne ved den indbildte nydelse maa
fuldstændig bestrides af vor gamle skoletaske.
En Venus af Thorvaldsen blir meget beundret. Hun kommer
ud af vandet og lægger netop den lindug, hun har tørret sig med,
tilside; i haanden holder hun et æble og tænker over, om det er
raadeligt at spise frugt straks efter badet. Alvorlig talt: dersom
vi ikke var opdragne med den gamle historie om Paris’ dom, vilde
da ikke fremstillingen af en nøgen kvinde med et æble være ganske
stum, fuldkommen idiotisk for os? Da denne marmorstatue skulde
bringes til sin kjøber og heises op af skibet, brast kjættingen og
den tunge kiste faldt tilbage paa skibet, men heldigvis paa en
kornhaug. „Ceres har reddet sin søster Venus“, sagde de sam
tidige med en sprogsmag, som var æbledamens kunstsmag fuld
stændig jevnbyrdig.
Hvortil Thorvaldsens begavelse var istand, havde den ikke
staaet i de Winckelmannske ideers tjeneste, det ser man af nogle
af hans portrætbuster, men fremfor alt af to verker i den formentlig
græsk-klassiske smag, men som har den eiendommelighed, at de
fremstiller natur. Om en nøgen Merkur ved vi fra billedhuggeren
seiv, at en italiensk lastdrager, som i en saadan stilling netop spiste
sin aftensmad, bragte ham paa den gode tanke at fæste den dri
stige stilling i marmor: at han derpaa trak klæderne af den stak
kels facchino og kaldte ham Merkur, det har Winckelmann paa
samvittigheden. Afklædningen kan man tilgive ham, navnet ikke.
„Engang vil den dag komme, at man ikke længer vil skjælde
uskyldige hunde ud for Sultan og Nero eller nøgne mennesker for
Apollo og Merkur.“ Paa samme maade forholder det sig med Thor
valdsens udmerkede „Danserinde“; ogsaa der vilde han stilisere;
men en heldig model gjorde ham næsten mod hans vilje naturlig.
Men livad Thorvaldsen var istand til, naar lian gik i Winckel
manns ledebaand og lod sig besnære af en kritikløs begeistring for
Grækenland, er rent ud skrækkelig og lidet opbyggelig at skue paa
en billedstøtte af haabets gudinde, som med den venstre haand
løfter en fold i sit gevandt og i den høire holder en, af botaniken
endnu ikke opdaget, blomst. Med bvilken af disse bevægelser linn
bedst udtrykker haabet, erfarer vi ikke. Derimod belærer denne
baabets gudinde os meget nøie om den tankegang, som var og er
mulig, seiv hos en saadan kunstner som Thorvaldsen, og fortæller
os tillige, hvor uheldsvanger kunsthistorie kan virke, naar den ikke
135
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
