Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- H. Tambs Lyche: Mencius
- VI
- VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VI.
„Hvad menes med en god mand?“ spurgtes der.
*
VII.
„En mand, der aftvinger os respekt og kjærlighed, er hvad vi
kalder en god mand. Den, hvis godhed er bleven helt en del af
ham seiv, er hvad vi kalder en virkelig mand. Den, hvis godhed
er fuldt udviklet og strømmer over, er en vakker mand. Den,
hvis fuldt udviklede dyd har anledning til at skinne vidt og bredt,,
er en stor mand. Naar den store mand udøver en udviklende og
løftende indflydelse paa andre, saa er han hvad vi kalder en vis
mand. Naar vismanden staar høiere end vore tanker og forstand
kan følge og fatte ham, saa er han det aandelige menn eske.“
Konfucius seiv var i det høieste blot en vismand, — efter sit
eget udsagn ikke engang det. Kina har blot frembragt et aande
ligt menneske, den stille, herlige drømmer og tænker Lao-tsze,
hvis Gud er den evige moder, der opretholder og elsker alt og
alle. —
— „Jeg forstaar hvorledes fiske kan svømme og fngle flyve,
sagde Konfucius, men der er dragen, — den viser sig paa jorden,
gjennemtrænger skyerne og forsvinder i himlens blaa; dens fiugt fatter
jeg ikke. Lao-tsze er dragen. “
— „Er du en vismand?“ spurgte en af Mencius’ disciple sin
lærer. „0, hvad tale er det? var svaret. Seiv Konfucius vilde ei
lade sig nævne ’vismand, hvor meget mindre passer da ordet paa
mig. u — „Hvem af de store gamle er du da mest lig?“ fortsatte
disciplen. — „Lad os tale om noget andet, er du snild,“ var svaret.
— Skjønt som vi har seet Mencius staar paa sin værdighed
overfor fyrsterne, dog mere for sin sags skyld, for lærdommen og
dydens skyld end af personlige hensyn, tinder vi dog ellers overalt
det umiskjendelige præg af en beskeden, selvforglemmende mand,
hvem pligtfølelse alene kan drive frem tilskue. Men samtidig
mangler han dog heller ikke følelsen af eget værd og egen be
tydning. Der er intet hykleri i hans beskedenhed, saalidt som hov
mod i hans tro paa eget værd. —
— „Dersom det er himlens vilje, at riget skal nyde ro og lykke,
— hvem er der saa nden mig, den kan bruge dertil?“ sagde han
engang, —
’ — ord der minder om Dantes: „dersom jeg gaar, hvem vil
saa blive tilbage, og dersom jeg bliver, hvem er der saa til at gaa.“
Som man vil have seet, er der intet nyt for os i Mencius’
lære; men vi kan bedst maale hans høide, naar vi betænker, at
158
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:33:50 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1892/0166.html
