Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maurice Spronck: Anarkismens aand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og en eueste fane, trykke sig sammen i tætte skarer i sit angreb paa
vore institutioner, nogle, som Elisé Reclus og Pierre Kropotkin, gjen
nem anarkismen som mellemled endende i forbrydelse eller delagtighed
i forbrydelse, de andre, som Duval og Pavachol, gjennem forbrydelsen
havnende i anarkismen, alle lige frygtelige. Og hvilke forsvarsmidler
vil vi da besidde paa kampens dag, lige overfor dette barbariske an
fald, naar manVbetragter, i hvor høi grad lovgivningen og moralen har
svækket den eksekutive myndighed, mistænkeliggjort enhver kraftig
forholdsregel og afvæbnet staten til gavn for individet ?
Thi paa samme tid, som denne lære om ;jHabeas corpus“, ophøiet
til ubrødelig dogme, slappede tømmerne for de elendiges begjær, nærte
den egoismen, slapheden og griskheden hos dem, der hørte til de saa
kaldte ledende klasser. Liberalt, for at slippe at underkaste sig no
gen politisk overlegenhed, voltairsk, for at unddrage sig fra den reli
giøse magt; i alt og overalt har bourgeosiet kun ladet sig lede af
tanken paa sin personlige fordel; det har ikke, lagt for dagen nogen
stor hoveddyd; det har ikke deltaget i noget stort verk, der krævede
et kollektivt offer; det har ikke repræsenteret nogensomhelst idé eller
nogen høiere anlagt tendens; resultatet deraf er, at det nu idag ikke
vover at forsvare sig.
Ulykkeligvis har vi ligeoverfor bourgeosiet ikke nogen anden
klasse, der er værdigere til at tage statens affærer i sin haand. Lige
overfor samlingen af dem, hvis egenbegjær er mættet, har vi vistnok
koalitionen af dem, hvis egenbegjær er utilffedsstillet. Er da det et
moralprincip? er da det den nye grundvold, hvorpaa man skulde kunne
gjenopreise den faldne samfunds bygning? Det er altfor sikkert, Eli
sée Reclus har ret: individualismen og anarkismen har i lange tider
været i stigende vækst inden vore folkeslag og inden vort bourgeoisi,
hos de styrende og hos de styrede, fra foden til issen i vor organisme,
og alligevel har der maattet saa utvetydige fakta som de sidste dages
attentater til for at aabne vore øine for det allerede gamle onde. —
Vil vort demokrati mi endelig engang beslutte sig til at begribe? vil
det reagere imod sine vildfarelser? vil det energisk gribe til de rette
botemidler ?
Hvis det bare, til en begyndelse, yilde være saa venlig at aner
kjende den grundsætning, at en styrelse er til for at styre og ikke
for at lade sig lede i baand af de store byers kommuneraad, af smaa
pressens journalister, af valgkoxniteerne, ja endog af parlementets fraktio
ner, hvis den vilde prøve paa at vække tillive igjen en smule loyalisme
ligeoverfor de etablerede myndigheder, da vilde maaske dynamitens tilhæn
gere have været os mere til gavn end til skade. De vilde da imod sin vilje
have spillet den rolle som „urostiffcerne“, som Yilliers de 1’Isle-Adam
taler om, og hvis bestemmelse er at ryste folkeslagene op af deres
bedragerske tryghedsfølelse. Yed brutalt at henvende( opmerksomhe
den paa de fundamentale feil i vort samfund og de rystelser, som deraf
kan opstaa, vilde de, bedre end nogensomhelst i dette øieblik, have
bidraget til statens frelse og storhed.
Maurice Spronck.
208
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
