Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edv. Grieg: Uddrag af to ungdomsbreve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og da så Violinen anden Gang falder ind i Adagio, spillede lian
Yiolinstemmen høiere oppe på Klaveret i Oktaver med et Udtryk
så skjønt, så rent mærkværdig sandt og syngende, at jeg smilte
indvendig. Det var de første Toner, jeg hørte af Liszt. Og nu
gik det strygende ind i Allegroen, han Violinen, jeg Pianoet. Jeg
kom stadig mere i Stemning, fordi jeg blev glad over hans Bifald,
som isandhed flød så rigeligt, at jeg følte mig gjennemstrømmet af
den förunderligste Taknemmelighed. Da første Del var forbi, bad
jeg ham om at måtte spille noget for Pianoforte alene og valgte
så Menuetten af Humoreskerne, som I nok erindrer. Da jeg havde
spillet de første 8 Takter og repeterede dem, sang han Melodien
med, og gjorde det med et Udtryk af en vis heroisk Kraft i sin
Gestus, som jeg meget godt forstod. Jeg mærkede nok, at det var
Nationalejendommeligheden, der tiltalte ham. Dette havde jeg anet
iforvejen og havde derfor taget Sager med, hvori jeg har forsøgt
at anslå nationale Strenge. Da nu Menuetten var slut, følte jeg
på mig, at skulde der være Tale om at få Liszt til at spille, måtte
det være nu, han var synlig oprømt. Jeg bad ham, og han trak
lidt på Skuldrene, men da jeg så sagde, at det ikke kunde være
hans Mening at lade mig forlade Syden uden at have hørt en eneste
Tone af ham, gjorde han et lidet Sving og mumlede: „Nun, ich
spiele, was Sie wollen, ich hin nicht so!“ og med Et havde han
fået en Partitur frem, som han nylig havde fuldendt, et Slags kirke
ligt Tog til Tasso’s Grav, et Supplement til hans berømte symfonske
Digtning for Orkester: Tasso, laniento e triomfo. Og så satte han
sig ned og fik Tangenterne i Bevægelse. Ja jeg forsikrer, han
„udspyede“, om jeg må bruge et så uskjønt Udtryk, den ene
Masse af Glød og Bd og luende Tanker efter den anden. Det
klang, som om han anråbte Tasso’s Maner. Han maler grelt, men
et sligt Sujet er just for ham; at skildre tragisk Storhed er just
hans Styrke. Jeg vidste ligefrem ikke, hvem jeg her mest skulde
beundre, Komponisten eller Klaverspilleren, thi han spillede vældigt.
Nej, han spiller egentlig ikke, man glemmer, at han er Musiker,
han blir til en Profet, der forkynder Dommedag, så alle Universets
Ånder vibrerer under hans Fingre. Han trænger ind til Sjælens
hemmeligste Aflukke og roder op i Ens Inderste med en dæmonisk
Magt. — Da dette var gjort, siger Li szt ganske let: „Jetzt wollen
vrir mal weiter gehen in der Sonate!“ Og jeg naturligvis: Nej
mange Tak, efter dette vil jeg nødig. Men nu kommer det Bedste,
Så siger Liszt: „Nun warum nicht, geben Sie mal her, dann
werde ich es thun.“ Nu må I huske for det Første, han kjendte:
221
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
