Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ola Hansson: Finlands digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Finlands digter.
17
Høit op i den nordøstlige krog af Europa ligger et lidet land,
som efter mange aarhundreders selvstændige udvikling nu skal ud
stryges af de selvstændiges tal. Det er en ældgammel, national
kultur, som nu trues med at berøves den jordbund, i hvilken den
er vokset. Finland fortjener for øieblikket ikke blot andre folks
politiske sympathi, men ogsaa at de klargjør sig, hvad det er, hvad
det betyder i aandelig henseende. Isærdeleshed besidder dette lille
folk en moderne litteratur, som, især under de nuværende forholde,
fortjener opmerksomhed.
Finlands befolkning har fra umindelige tider været spaltet i to
dele, en finsk og en svensk, og den samme spaltning har ogsaa
vist sig i litteraturen. Modsætningen mellem de to saa vidt for
skjellige raceelementer, der altid har gjort sig gjældende, har netop
i den sidste tid udviklet sig til en rasende kamp mellem fennomaner
og swecomaner, en kamp, som i ikke uvæsentlig grad støttedes af
de russiske bestræbelser. Den nationale litteratur voksede ligeledes
op i to forskjellige spor, og dog var den fælles natur i hjemmet
saa mægtig, at den bandt denne nationale litteratur sammen til et
ensartet hele, hvor den samme eiendommelighed var fremtrædende,
en eiendommelighed, der er lige udpræget som de tre andre broder
folks og dog forskjellig fra den. Det er næsten bare spröget, der
adskiller den finsk-skrevne og den svensk-skrevne litteratur; deres
væsen er det samme: den finlandske jordbunds aand.
Den finske natur er paa engang karrig og vek. Finland har
sine heder og sine vildnisser, hvor menneskene slegt paa slegt har
bestaaet sin brydekamp mod naturen; men det har ogsaa sine stille
søbugter, hvor menneskene kunde drømme sværmerisk. Finnen er
som hans natur: trodsig og blød paa samme tid, seig i sit arbeide
som i sin melankoli. Hans kamp mod sne og frost har lært ham
at være taalmodig og lide uden at klage, at holde ud med lidet
held og store uheld, og landskabets jomfruelige, tungsindige skjøn
hed gav hans fædrelandskjærlighed karakteren af en ung mands
følelser for sin brud. Melodierne til de gamle finske folkeviser er
opfyldt af solnedgangstungsind og sommernatstungsind, af trist
sværmeri, af vek kummer, stum klage, tilbageholdte taarer, som
brænder under øienlaagene. Og det finske sprog med dets mange
bløde vokaler er blidt melodisk, smeltende, smigrende musik.
257
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
