Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Ola Hansson: Finlands digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
* *
*
17*
brød i sit ansigts sved, medens han pløiede jorden i vildnisset;
Juano Aho, en ung mand af sidste generation, helt igjennem
realist og finne, som i sine noveller med forkjærlighed behandler
nutidens omslag i den finske bondes liv, i hvilken den nationale
furuspaan ombyttedes med lampen, og det første lokomotivs pibe
hørtes i de afsides, sovende næsten ubeboede ørkener.
Juano Aho har blandt sine svensk skrivende landsmænd en
værdig rival i Jul. Ah renberg. Men den mest fremragende af
Finlands digtere er ubetinget Karl A. Tavaststjerna, skildreren af
livet i de høiere klassers liv i Finland i nutiden, en mand i den
første halvdel af trediveaarene, som allerede har en righoldig produk
tion af romaner, noveller, digtsamlinger og skuespil bag sig.
I Tavaststjernas sidste, i julen 1890 udkomne samling ,,Digte i
forventning4’ ånder man et digt, som heder „Hjemad“. Paa sin
reise fra kontinentet til sit lille, fjerne fædreland, gjør han netop som
det snedækte Finland blir synlig i horisonten, følgende betragtninger,
som vi her oversætter paa prosa: „Jeg kommer der udenfra, fra
den store verden, hvor tankerne har vokset sig kjæk, — med ny
født mod. Demde har jeg levet med i det store liv og truffet
mangen en, som forstod mig, Jeg følte det, som en aare af virkelig
sydländsk blod pulserede gjennem mig, blandet med mit gamle,
finske, passive og barske. Merkværdig! Jeg er en ivrig patriot,
saasnart jeg kommer over grænsen. Jeg ved saa godt, hvor jeg
har mine rødder, men netop hjemme slukner jeg ud, min aand blir
træg, og min Pegasus gaar langsomt — i skridt. Og nu vender
jeg hjem fra min hurtige seilfart med god sidevind, og allerede føler
jeg den kokle vind slaa mig imøde; nu er det at betale bod for
det aandelige velbehag, jeg har havt. Og alligevel — der gives
intet land paa jorden, som staar mit hjerte og mit temperament
saa nær. I hele den vide verden ingen mennesker, som jeg har
saa kjær og afskyr saa. Det er min pligt at sætte min magre
næring som landspoet paa spil; jeg maa være aaben mod mine
landsmænd, give mine tanker frit løb og lade min pietet glide i
havet og give min digterlyre skylden for det. Om nogle timer er
jeg derhjemme i Helsingfors, vandrer om blandt finno og swecomaner,
bærer mit lille digterkors og tier som en fisk i garnet. Med øine,
som skjækene er faldne af, skal jeg være vidne til vilkaarlighed og
være tvungen til at holde mig stram og beskeden, som var jeg en
aandelig værnepligtig. Som saa mange andre skal jeg gaa om med
259
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:33:50 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1892/0267.html
