Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rasmus Steinsvik: Om anarkismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sammenhæng i disse smaa piecer, som anarkisteme med saa stor op
ofrelse spreder udover verden. Og det er et saare taknemmeligt ar
beide at latterliggjøre og umuliggjøre deres bevingede kraftord, der
revne ud af sin sammenhæng kommer den ikke-forstaaende saa rent
paa tverke; — saa meget mere som disse ord, der skal betegne det
vor den de, nødvendigvis maa tages af det værendes glosebog, og
selvfølgelig gi den ikke-forstaaende et misvisende indtryk. Men deraf
at slutte, at ideerne skulde være idel taabelighed, et intet, galehus
menneskers forlorne drøm, det synes mig noget stridt. Ja jeg mener
endog, at det er en absurd tanke det at ville kræve videnskabelige beviser
for rigtigheden eller muligheden af noget vordende. Videnskaben kan
kun befatte sig med det værende eller forhenværende; den har intet
med det vordende at bestille forsaavidt. Det er længslerne, anelserne,
fremsynet, -troen og den praktiske sans, der skaber de nye forhold og
nye former.
Det forundrer mig altsaa ikke, at Maurice Spronck, der har rodet
igjennem en hel del anarkistiske brochurer, kun finder modsigelser og
drøie ord, „et intet, et usammenhængende og formløst hele“. Dfer
imod forundrer det mig, at han befatter sig med at slaa dette „intet“
ihjel. Imidlertid, jeg skal forsøge at belyse et par punkter ide
intetheder, hr. Spronck har sat sine spørsmaalstegn ved, og det turde
fremgaa, hvor fjernt han staar fra den allerringeste forstaaelse af den
aand, han gir sig af med at tilintetgiøre.
„Ikke mere noget politi til at arrestere forbrydere, ikke mere
noget anthropometrisk institut til at paavise deres identitet, ikke mere
nogenslags embedsverk for at dømme dem, ikke mere nogen fængsler
for at sætte dem ude af stand til at gjøre skade, og forbrydelserne
vil forsvinde af sig seiv. Hvorfor det da? Ja se, det ved man ikke.“
Jo det er det, man ved, eller tror at vide. Man har ihvertfald
vægtige grunde, der taler for paastandens rigtighed, — at si: naar
man holder sig til aanden og ikke til bogstaven.
Ogsaa ikke-anarkister har merket sig det faktum, at forbrydelserne
har tiltat med den stigende ndvikling — at forbrydernes antal er
størst, hvor den økonomiske udvikling er mest fremskreden, det vil si:
hvor rigdommene er mest koncentrerede, og hvor som følge deraf
individets frihed og initiativ er mest indskrænket. Forhrydelser er
saare hyppige i London, hvor individet kun kan eksistere paa „ærlig“
maade ved at gi sine længsler, sine drømme, sine evner, sit initiativ,
sin vilje, sit hele jeg i andres vold. Men forhrydelser er næsten
uhørte paa Grønland, hvor individerne lever indhyrdes uafhængige —
og de er sjeldne i Rusland (jeg mener, ude blandt folket) og her i
268
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
