Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Laura Marholm (med portræt): Gottfried Kellers kvindeskikkelser - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22*
lille Meretlein, sin landsbyens Julia og sine mange andre kvinde
aabenbaringer?
Gottfried Keller staar i saa henseende ganske ensom i sit aar
hundrede.
Tænk bare paa klassikerne. Schiller, med hele sin efterslegt
af sentimentalt pathetiske dramatikere lige ned til vore dage, bragte
ikke andet af kvinden end den lange kjole paa scenen. Trak man
den af hende, fandt man noget som en yngling under, et i følelser
og handlinger halvt mandligt væsen, ligesom kvinderne i Lessings
dramaer ofte kun er mandlige dialektikere i slør og snørliv. En
hel gruppe af digtere fra aarhundredeskiftet og ind i den første
halvdel af vort aarhundrede kunde overhovedet slet ikke skabe
kvinder og hjalp sig med at flytte sin egen natur ud af sig seiv
og ind i det andet kjøn. Seiv Kleist gjælder dette undertiden.
Saaledes opstod fra „Jomfruen af Orleans“ af alle disse heltinder,
som eggede mændene til bedrifter, opmandede de forsagte, satte de
modige i fyr og intet andet var end den mandlige naturs selv
spaltning, hvorved den personificerede sin egen høistemthed og stillede
den ligeoverfor sit eget kleinmod.
Aarhundredet skred fremad, og kvinden i den tyske digterkunst
var og blev det overlegne væsen, eller det høiere væsen, eller det
kjærlighedsfulde væsen, eller det bedre væsen, eller dog det væsen, som
(i en bestemt gruppe kvinder, som kommer igjen i næsten alle ro
maner) var det mest energiske og tog initiativet i erotikken. Man
tænke paa Gutzkows, Spielhagens, Paul Heyses digtninge. Kvinden
benaadede med sin kjærlighed, hun gav sig souverænt ovenfra til
den tilbedende mand, der tog imod uden rigtig at forstaa. Kvinden
stod ogsaa som den intuitive intelligens, ubeskrivelig, uforstaaelig
høit „den høie kvinde“. Kvinden blev med forkjærlighed paa poe
tisk skjønne steder betegnet som „ophøiet“. Den ophøiede kvinde
og den til ærefrygt henrevne mand spillede især hos digterne af
anden rang en yndet leiebibliotheksrolle.
Af alt dette er der hos Keller intet, ikke saameget som spor
af et tilløb. Ingen forskruethed, ingen forundring, ingen tilbedelse.
Ingen af alle disse for manden ubegribelige og dog lovpriste kvinde
luner, som ellers har givet indholdet til mange bøger, og problemer
til mange digtere.
I sin opfatning af kvinden falder Keller næsten ud af dette
sentimentale aarhundredes ramme.
Hvorledes kan det hænge sammen? Hvad er det for en,
mystisk indflydelse, der ellers förbinder alle andre, indbyrdes saa
339
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
