Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arvède Barine: Pater Coloma
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Hvor morsomt! sagde Lili.
— Har du seet det? spurgte Currita.
— Den lille har coifferet ham!
— Græd ikke, vær ikke dum.
25
trætter, havde malet en pastel af sin fader. Det var en karrikeret Yillamelon,
rødgul i farven, opsvulmet i den venstre side, hvad der dog ikkke hindrede
billedet i at ligne. Det merkeligste parti af portrættet var panden. Barnet
havde med troskah kopieret sin faders grisne haar, der var skilt midt over
hovedet og over ørene dannede to smaa horn å la Napoleon III, som den uer
farne kunstner havde forlænget mere end rimelig.
Lili paa sin side havde lavet en ramme af russelæder, dekoreret
med blomster i relief. Pastellen blev sat i rammen og de to børn
signerede ved foden: Lili, Paquito.
Den store dag kom, Lili skjulte den smukke gave under sin kaahe, og de
to hørn listede sig ind i sin moders atelier. Hun pleiede at komme der hver
formiddag kl. 12 før frokosten, og det var det gunstigste øiehlik til at gjøre
hende overraskelsen. Paquito placerede med uendelig forsigtighed sit mester
verk paa Curritas staffeli, ovenpaa det paahegyndte billede .... Og saa lo
børnene som himmelens engle, ganske opspillede ved forventningen om den store
hegivenhed og fulde af naiv tillid til den helligste af alle følelser. De løber og
skjuler sig hlandt de utallige nipsgjenstande, under et antikt møbel i ly af et
stort tæppe, hvor man ser store, afpillede og hæslige figurer, der forestiller de
tre parcer — — — Derfrå kunde man se staffeliet, og de to hørn trykkede
sig ind til hinanden, medens de saa paa sit arbeide.
Deres moder kommer, men hun er ikke alene: Jacob Tellez led
sager hende. Currita og hendes elsker bryder ud ien skoggerlatter
foran pastellet, en latter, som gjør børnene ondt, uden at de ved
hvorfor.
De tager noget paa et bord, gjør er par strøg paa pastellen og
vrider sig af latter. En tjener, som kommer ind og melder til fro
kost, befrir børnene.
Paquito gik først ud af sit skjul. Han saa ud, som en, der i mareridt har
lidt under en usynlig, uhaandgribelig, uforklarlig, men umaadelig og knusende vegt,
som ganske har taget pusten fra ham. Lili kom hagefter og saa paa sin bror.
De nærmede sig samtidig billedet.
— Aa, sagde Lili trøstesløs. Hvad er det, de har sat paa ham!
En infam haand havde paa liver side af panden med kul forlænget den
unge kunstners ubevidste antydninger.
Gutten hlev rød, derpaa hleg, meget bleg. Han tog portrættet, skjulte
det under sine klæder og gik mod døren uden at sige et ord. Lili he
gyndte at græde. Hendes broder vendte sig mod hende og gav hende et kys:
Han græd ikke. Han saa meget alvorlig ud, ansigtet var hlegt, munden
tør, læherne hvide. Han løftede en finger og sagde, idet han saa paa teppet:
— Sig ikke noget til frøkenen. Eorstaar du! Intet, intet. Jeg gaar ind
paa mit værelse.
Han gik paa sit værelse, og her, i ensomheden, hvor han ikke havde nogen
at trøste, græd han hede taarer, i strømme — — — Thi han følte en dyh
385
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
