Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Nye bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dommelighed godt kan hævde sin plads i vor samlede bogavl; jeg
behøver hare at nævne; Jens Tvedt, Per Sivle, Vetle Vislie,
Rasmus Løland for ikke at tale om Arne Gr ar bor g, der ogsaa
har udgivet nogen af sine bedste bøger hos Litleré. Det kan alt
saa ikke nytte at gjøre sig vigtig og sige, at man vil ikke vide
noget af maalstrævet; denne litteratur er en kjendsgjerning, som
man umulig kan gaa forbi, dersom man vil følge med det aandelige
liv hjemme.
Idag er der atter kommet to nye bøger fra dette forlag, to
smaapiecer, der hver for sig fortæller om talent og forfatterindivi
dualitet.
Skuld af Rasmus Løland er en fortrinlig liden fortælling,
bygget paa skarp og nøiagtig iagttagelse og fortalt med et lunt,
ukunstlet foredrag, ledsaget af et stilfærdigt og diskret smil. Forfatte
ren har taget dem paa kornet, begge disse karene, baade Ingemund
Røysarne, den forgjældede stakkaren, som kryber og snor sig
under trældommen, og Ola Vikeland, Penge-Ola, „kaksefuten“,
den velnærede pengesækken, som har opkastet sig til et slags bygde
tyran, ene og alene ved sit mammon. Ola kommer for at faa ren
ter og afdrag paa gjælden sin; men Ingemund, krybet, har hverken
til det ene eller andet; han maa være glad, han har til det tørre
brød. Det er da ikke at undres paa, at han er myg, og at han
sveder ångstens sved, mens hans hjerne arbeider for at bitte paa
alle optænkelige midier til at faa blidgjort pengemanden. Det er
ikke greit forresten, for han er en træg kjødmasse denne Ola Vike
land, og ikke letat gjøre indtryk paa; men nød lærer nøgen kvinde
at spinde, og Ingemund kjæmper for bare livet; efterhaanden finder
han de rette angrebspunkter og smører sin plageaand saaledes ind
med vakre talemaader, at det en stund ser ud til bare solskin.
Men saa trækker det over igjen, og det ser stygt ud for Ingemund
et øieblik; tilslut lykkes det ham dog at faa lempet karen af
gaarde med løfter og gode ord. Det var et haardt stykke arbeide,
Ingemund aarker ikke at arbeide mere den dagen, og der blir som
et slags fest i det fattige hus, nu faren er overstaaet. Men det
var vist hverken første eller sidste gang, Ola Vikeland kom til
Røysarne.
Rasmus Steinsvik er en ung sødmøring, som før ikke har
udgivet nogen bog; han han skrevet adskilligt i forskjellige blade,
var i sin tid redaktør af „Fedraheimen“ og har senere været med
arbeider i „Firda“; han vil ogsaa være vore læsere bekjendt ved
en varmt skreven artikel „om anarkismen14, som stod i „Samtiden“s
398
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
