Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - T. Parr: Religion og religiøsitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
adgang til en aaben, alvorlig og ærlig diskussion! Og med liensyn
til den uro og kval, tvilen skulde medføre, saa er den neppe saa
skjæbnesvanger for andre end for abnorme, af et sybaritisk liv ud
bulede karakterer som Gabriel Grams, hos hvem tvilen er bleven
til en monomani, fordi det for den, der har forødet sin energi, er
saa fristende at blive staaende ved den alt og ensidig negerende
tvil, hvis logiske konsekvens er uvirksomhed, kvietisme. Normale
mennesker, hvis nervekraft staar i et nogenlunde rimeligt forhold
til deres intelligens, vil af sin naturlige trang til praktisk virksom
hed drives til at bringe noget positivt, noget, der kan danne en
rettesnor for denne deres virksomhed, ud af sin kamp med tvilen,
og i mangel af det bedste, en absolut, urokkelig overbevisning, nøie
sig med det næstbedste, en paa saa og saa mange erfaringer grundet
forvisning og — sandsynligvis — alt efter deres ethiske og intel
lektuelle dannelses gehalt med større eller mindre fart nærme sig
det samme resultat, som Faust kom til, at et skjønt og leveværdigt
liv, det er et liv i alvorligt arbeide for menneskeheden. Eller skulde
det kanske være for optimistisk at tænke saa? Goethe lader eng
lene sige: „Wer immer strebend sich bemliht, den können wir
erlösen.“ Nu er det jo vistnok saa, at ingen af os kan sige om
sig seiv, at hans liv er en stadig stræben efter skjønhed og sand
hed, og at derfor heller ingen af os kan vente nogen fuldkommen
förlösning fra de med vore ufuldkommenheder förbundne fysiske
-og psykiske lidelser, men det forhindrer ikke, at jo ihærdi
gere vor stræben er, desto raskere bliver vor sjælelige
vekst, desto hurtigere naar vi et resultat, der gjør livet
værd at leve. Det er sandt og sørgeligt nok, at ogsaa begrebet
,.normale mennesker44 er meget relativt, og at de mange nerve
slidte blandt os, der maa betragtes som temporært eller kronisk
ikke-normale, har mere brug for hvile end for tænkning; men hvad
der gjælder for syge, gjælder ikke for relativt friske, og
hvilken religion, hvilken livsanskuelse formaar desuden helt at bort
•eliminere lidelserne og det onde af verden og gjøre alle lykkelige?
Kristendommen f. eks. — eller ialfald det, der hos os har faaet
statens monopol paa dette skjønne navn — anviser dem, der ikke
har faaet troens naadegave, en postum residens, der vilde kunne
skræmme en Hannibal —, om den ikke bød paa selskab af saa
mange af menneskehedens ædleste og lyseste aander.
Men ligesom den religiøse undertrykkelse, der skriver sig fra
statskirkens og almenhedens frygt for en fri og levende religiøsitet,
netop er det modsatte af en konservativ garanti for det, som det
var Kristus mest om at gjøre at konservere eller fremkalde,
sjælens trang til at komme til klarhed over sig seiv, sit livs maal
og dets midler, saaledes er den ogsaa en meget illusorisk garanti
for den sociale ro og orden. Alt, hvad der bidrager til at nære
menneskenes feighed, falskhed og dumhed, bidrager ogsaa til at
svække den almindelige, gjensidige tillid og sympathi, nære de
anti-sociale følelser og fordunkle synet for samfundets vel. Man
svækker ikke ustraffet sin næstes evne til selvstændig brug af sin
415
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
