Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - T. Parr: Religion og religiøsitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
27 *
slags alliance mellem filosofien og hedenskabet, saaledes er man
nu vidne til en mangfoldighed af mere eller mindre utilfredsstillende
forsøg paa at udtænke en lignende alliance mellem filosofien, eller
summen af tidens videnskabelige resultater med bibeltroen. Alle
rede Plutark (død 140 e. K.) havde, siger Er nest Renan, søgt
at forene modsætningerne ved at gjøre filosofien lidt bange
og religionen lidt fornuftig. Yantroen overfor den officielle
religion var, siger han, almindelig i „den dannede klasse“; de poli
tiske personligheder, som mest gav sig mine af at verne om statens
religion, spottede indbyrdes over den. Man udtalte aabent,
fortsætter han, den umoralske grundsætning, at de reli
giøse fabler er gode for folket og maa bevares for det.
Hvis Renan har ret, var mangelen paa en god religion og en
alvorlig offentlig undervisning en af hovedaarsagerne til, at midten
af det første aarhundrede blev et af de sørgeligste tidspunkter i
oldtidens historie.
Kanhænde vil ogsaa enden af det 19de aarhundrede for frem
tidige historieskrivere, naar de betragter den isoleret, staa
som et af de sørgeligste tidsafsnit i den kristne æra — hvis de
overhovedet vil henregne den til denne. Og kanhænde vil de se
.en af hovedaarsagerne hertil i en lignende mangel paa en god
religion — eller rettere: ærlig religiøsitet — som den, der
karakteriserede det Iste aarhundrede.
Hvad vore dage først og fremst trænger, er hvad det Iste
aarhundredes Rom trængte, en sund, med tidens intellektuelle
standpunkt förenlig grundvold for sin higen og stræben, en virkelig
livsanskuelse, en „god religion“ (som Renan udtrykker sig) eller —
hvis en saadan endnu ikke kan skaffes tilveie — en ærlig og frygtløs
erkjendelse af dette faktum, der vistnok i og for sig er beklageligt,
men som dog, ligesom alle andre ubehagelige sandheder, maa sees
lige i øinene, forat der skal komme desto mere alvor og kraft i
den religiøse søgen. „Den, der har kraft til at vente og
holde ud,“ siger George Eliot, eiteret af Chadwick i et af hans
berømte foredrag, maa ikke antage nogen formel, som ikke
hans ganske sjæl, hans forstand saavel som hans hjerte kan
anerkjende med den dybeste ærefrygt. Yort høieste kald og den
mest ophøiede beslutning, vi formaar at fatte, er den: ingen opium
at tage og at bære den med vor tænkens forandringer förbundne
smerte med bevidsthed og sindsro.“ — Vor aandige natur, lægger
Chadwick til, skyr ikke saa meget en lakune, som en løgn. Godt,
om saa var.
Naar man er træt af at tvile og tænke, naar man ikke
føler kraft til at holde balancen paa sandsynligheds
beregningern.es altid noget svaiende grund, da er det
vistnok en lise at kaste sig som et viljeløst barn i ar
mene paa kirken — ja endog statskirken — for at finde
„fred“; men jo sterkere en mands religiøsitet er, desto
mindre vil han være tilbøielig til at opgive søgningen,
efter hvad der kan tjene samfundets gavn, for søgningen
419
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
