Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adolf Skramstad: Amalie Skram
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tjenestepigen og drikker sig snydefuld gang paa gang, saa er han
vistnok derved en væmmelig fyr, som man ikke faar stort tilovers
for, men naar Constance paa grund deraf giver sig til at opføre
huslige scener, at optræde med en krænket mine og agere den
værdige dommer, falder der uvilkaarlig et komisk skjær over hende,
saa man i stedet for at besjæles af hendes vrede meget mere er
oplagt til at trække paa smilebaandet baade ad hende og Ring
den dromedar! som ikke slynger hende hendes egen ufor
svarlige opførsel i ansigtet. Thi i virkeligheden har den samme
Constance ikke stort blankere skjold end sin mand. Hun koket
terer med fætter Lorck, og hun koketterer med den unge Meyer
og indlod sig uden betænkning i noksaa intime forhold, hvis det
ikke var af hensyn til følgerne. Lysten er der; viljen og modet
mangler hende.
Ikke mindre komisk blir hun. naar hun beskylder Eing, for
karakterløshed. Hvad hun selv præsterer i denne retning er mere
end nok til at lave en roman af. Hun indlader sig atter i det
intimeste forhold til Ring, efteråt hun ikke alene er ophørt at
elske ham, men endog foragter ham saa dybt, som det er hende
muligt ; og da Ring er død, og sørgetiden noget fremskreden, sælger
hun sig til Lorck for et godt udkommes skyld. Hun har ikke ka
rakterstyrke nok til at tage konsekvenserne af sine meninger og
dø! Et giftermaal er dog bedre!
Naar derfor Constance tilslut, efter at være „skuffet" ogsaa a,t
fætter Lorck, alligevel tager giften, er man i grunden ikke det
mindste tilbøielig til at fælde en tåare; man forblir som under
hele den tid, man har fulgt hendes levnetsløb, lige kold og uimod
tagelig og tænker i sit stille sind: „Det var i grunden løn som
forskyldt".
Naar forf. har tænkt, at læseren skulde overse Constances
store feil, saa viser dette, hvorledes hun har stirret sig blind paa
det, hun har villet have frem; altfor ensidig har hun taget
Constances parti, hvorved stoffet har behersket forf., i stedet for
at det modsatte burde været tilfældet. Derfor mangler hun den
rolige kunstneriske overbevisning uden hvilken ethvert kunstverk
forfeiler maalet.
Men om derfor „Constance King" langt fra var noget over
legent kunstverk som helhed betragtet hvad man for en væsentlig
del maa tilskrive den aarsag, at bogen var et produkt af forf.s
reaktion mod tidens taushed saa frembød den dog saa mange
fortrin, at man med fuld grund kunde sige, at en ny ejendommelig
29
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
