Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adolf Skramstad: Amalie Skram
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En mere overfladisk og mindre nøieregnende forf. vilde have
nøiet sig med at give os romancyklens sidste bind, og for at for
klare os Siverts forudsætninger, ladet os skimte de drikfældige for
fædre paa lang afstand som gjennem en omvendt kikkert.
Amalie Skram finder sig ikke tilfreds med denne overfladiske
løsning af livsgaaderne. Hun vil til bunds i sagen. Det raadne
træ med de daarlige frugter nøier hun sig ikke med at beføle paa
grenene; hun vil undersøge stammen, ja, grave helt ned i rødderne.
Hun vil ikke skimte forudsætningerne; hun vil se, føle paa, kjende
dem ud og ind hun vil have greie paa slegtens kjendemerker,
arv, opdragelse, omgivelser, den luft, individerne indaander, og som
alt sammen bidrager til at danne deres temperament og karakter.
Hvad der hos andre forf. vilde vajre affærdiget i et kapitel eller i
nogle faa linjer, har hos Amalie Skram formet sig til et helt selv
stændigt verk: ;,Sjur Grabriel".
Denne bog giver os billedet af et drankerhjem. For en gangs
skyld er det konen, som drikker. Og hvorfor drikker hun? Jo,
livet er surt og slidet haardt der nord i Hellemyren. Det er det
samme kav dag ud og dag ind; den samme opslidende kamp mod
det haarde, nøgne fjeld, som hænger truende over en, og det vrede
hav, som buldrer og drønner lige ind paa hyttevæggen. Det er den
ensformige vestlandske fattigdoms gråa trøstesløshed uden anden
adspredelse end den, som bestaar i at reise ind til Bergen med fisk
engang imellem og tage sig en tåar med venner og bekjendte.
Bogen er et stykke mørk saga om landet med den barske natur,
som avler drankere eller pietister.
Bogen indeholder ingen anklage mod samfundet eller mod den
enkelte; og dog føler man. nåar man læser denne korte fortælling,
•et tungt ansvar hvile paa sig; og man gjør uvilkaarlig sig seiv det
spørgsmaal: „Hvad gjør vi i grunden for at lette livet for disse
folk". Vi indskrænker os til at trække paa skuldren ad deres ge
mene fylderi og nåar det kommer høit til at beklage dem.
Naar man læser bøger som „Sjur Gabriel", kan man blive harm
paa Ullmann, som talte saa haanligt om „profane lægprædikanter",
dengang det gjaldt en lumpen pengebevilgning til det bergenske ar
beiderakademij og man kan blive harm paa intelligensen her i dette
land som sætter sig magelig tilrette i sin egen brede selvgodhed
uden at ofre en tanke paa den uhyggelige kjendsgjerning, at oppe
i de trange, mørke fjelddale og inde i saa mangt et smaafolkhjem
ligger uvidenhed og arbeidstyngsel og kjedsomhed som en mare
over al glæde og friskhed.
31
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
