Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Walter Selber: Edvard Munch i Berlin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det berømte slag i kunstnerforeningen den 12te november
med al den ophidselse, der fulgte med, med alle de indlæg for og
mod, som blev talte og skrevne, med alle seiersfanfarerne og tilbage
toget alt det er allerede halvt glemt.
Kun den, som vandrer paa ensomme veie mellem klippe
blokke eller paa den menneskefiendtlige hede, stille for sig selv,
sine egne veie med sine egne tanker, eller gaar og lytter i det
halvdunkle skovtykke, kun han kan pludselig høre en grusom latter,
en hjertelig, overvældende, sprudlende latter. Og rundt omkring
svarer ekkoet og alle de smaa aander, som er skjulte i ur og sten,
i krat og skog, de ler alle med, ryster paa hovederne og klapper
i hænderne, fulde af fornøielse.
Saa godt har ikke guderne leet paa længe som den 12te no
vember ; og de vil ofte komme til at tænke paa det og le. Guderne
har en god hukommelse, og da de er udødelige og gjerne lever
længe, sørger de ogsaa for sit velbefindende og elsker derfor
ganske særlig en god latter.
Der kom engang gaaende en mand med langt, bølgende, hvidt
skjæg, en forglemt eller en død. Eller har han kanske aldrig
levet? Og bag ham i samme trit med vigtige miner bare nummere,
alle opblæste, saa de kunde springe i luften, og de slog sig alle
med den flade haand paa sine svulne maver. Og de raadsloge
længe, og de saa sørgmodig paa hinanden, om ikke noget skulde
falde nogen af dem ind, se da fremtraadte en af de ældste og
talte saalunde: „Se eder om, brødre. Kunsten ligger for døden.
Men vi er dens sidste prester. Enhver strø aske paa sit hoved og
istemme veklager med mig. Verden er slet og de derhenne er det,
som har forgiftet kunsten. Men mig har man refuseret et billede,
som var indviet til min husgud, Mammon. „Mig ogsaa," sagde en
anden, „og mig ogsaa" „og mig ogsaa" Og de græd alle.
Og som de sad saaledes, sørgmodige i en kreds, se da traadte
pludselig solen frem af en sky, og dens straaler traf forsamlingen.
Men alle blev de belyste tvers igjennem. De kj endte hinanden
pludselig og saa, at de var nummere og indvendig hule.
De faldt hverandre i armene, omfavnede og kyssede hverandre
og talte saalunde: „Er vi ikke nummere, forat man skal tælle os?
Mange nummere udgjør et stort nummer, og det største nummer
modstaar ingen. Lad os tælle." Og det skede, som de sagde.
Da nu deres tal var som havsens sand, beseirede de sine
fiender, drev Beelzebub ud af templet og oprettede atter altere for
sine gamle guder.
39
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
