Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Garborg: Lidt spiritisme - II. En oplevelse - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
111.
Seance 3. Efter tre kvarter begyndte bordet at hæve sig op
paa den ene side og banke i gulvet . . . Det aftalte alfabet
forlangtes . . . Følgende blev os dikteret:.
„Abbed Worm heder jeg, og jeg vil herefter hver Aften be
søge eder."
Tilslut dikteredes: „Tror paa Gud, for han er god. Godnat."
Seance 4. Diktat: „Forsøg at skrive. Spørg og vi vil
svare."
Vi tog nu papir og blyant allesammen. Efter at have ventet
ca. 5 minutter, begyndte blyanten at bevæge sig hos tre af os.
Først blev det blot krogede streger; lidt efterhvert formede det sig
til bogstaver. Agnete fik bl. a. følgende meddelse:
„Jeg skriver nu gjennem Herman" (undertegnede). „Jeg vil
stadig være om dig. Bed og du vil faa fred. Tro paa os; vi
lyver ikke."
For mig gik det langsomt. Jeg havde fornemmelsen af, at
en usynlig kraft greb om mine fingre og førte blyanten, men saa
langsomt, at det bare var saavidt jeg kunde se den bevæge sig,
ligesom malende hvert bogstav. Følgende blev resultatet:
„Worm. Jeg vil være med dig. Jeg vil være med til byen.
Jeg vil være med videre til R. Worm. Worm. Worm. Jeg maa
nu dra. Jeg vilte (sic) videre. Worm."
Seance 6, Jeg fik bl. a. følgende: „Worm. Jeg vil
gjerne lade mig kontrollere. Jeg vil fortælle for eder. Jeg vil
fortælle for eder for. Worm. Worm heder. Jeg vil lade mig
kontrollere. Worm. Worm." 1)
Efter en halv snes seancer reiste Johnsens igjen til byen.
Jeg havde engang under en seance spurgt, om det kunde nytte
mig at skrive, naar jeg var alene, og havde faaet til svar: „Ikke
endnu."
I begyndelsen blev jeg uhyggelig tilmode blot ved tanken paa,
hvorledes det vilde føles at være alene med en aand. Dog be
roligedes jeg ved erindringen om, hvad indtryk vore seancer havde
a) Jeg havde ofte følelsen af, at de meddelelser, jeg fik, for en stor del
var skriveøvelser (min haand syntes ikke videre bekvem).
Naar han døde? Sv.: „126Ö."
Vi spurgte, hvor han havde levet. Svar: „I Tyskland."
56
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
