Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Garborg: Lidt spiritisme - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
af, at disse ofte var komne mig selv uventet, ja tildels-havde gaaet
mine ønsker og anskuelser imod.
Den tillid, jeg havde faaet til min overjordiske ven, havde
gjort mig til et villigt og taalmodigt redskab for hans tildels tem
melig vilde experimenter, og jeg havde sat mig for, at jeg vilde
løbe linen ud og se, hvad enden skulde blive paa alt dette. Det
var jo altsammen yderst besynderligt og høist stridende mod mine
tidligere opfatninger. Men naar jeg betænkte, hvor meget underligt
der kommer op i verden fra tid til tid, ofte ting, hvis mulighed
vi for ganske kort siden skulde have forsvoret, saa maatte jeg sige
mig selv, at det ikke var værdt at være altfor skeptisk heller paa
forhaand; man kunde ellers let bli udleet af en eftertid som en
dumrian (sml. de lærde, som i sin tid ikke vilde tro paa meteor
stene).
Det eneste, som ærgrede mig, da vi skulde reise, var veiret.
Igaar havde Worm sagt, at den dag skulde det blive uveir hele
tiden (hvad det ogsaa blev), men idag skulde vi faa fint veir, og
jeg havde i tillid til dette løfte pakket mine regnklæder ind ; men
vi var ikke langt komne, før jeg maatte pakke dem ud igjen; thi
himmelen mørknede, og der kom en svær regnbyge.
Jeg gik og ærgrede mig over dette, da med engang min høire
haands pegefinger blev strakt ud en, to, tre gange. Det var
•det aftalte tegn. Navnet Worm blev stavet med fingeren. Jeg
spurgte, hvad han vilde, og han svarede, at han vilde aabenbare
sig for mig ikvæld som en fugl og tale til mig, naar vi kom hjem;
jeg maatte vogte mig og ikke spise for meget paa veien eller røge
for meget tobak; hvilket jeg lovede.
Men hvorfor var det, trods hans løfte, blit daarligt veir?
Jo, bare vent, mente han ; bare I kommer frem til Viksheien, blir
•det vakkert. Om en stund holdt regnet op, og der blev blaa
himmel over os. „Der kommer kanske en skur til," sagde han,
„men saa ikke mere."
Du har før sagt, at du ikke var forudvidende, indvendte jeg.
Han svarede skrivende med min finger i luften —: „Veiret
kjender jeg en 10 dage iforveien."
Gjennem en række spørgsmaal og svar fik ieg vide, at jeg
oftere kunde spørge om veiret, nåar det kunde have betydning for
vort samkvem; at jeg ved leilighed kunde meddele onkel, hvad jeg
saaledes fik at vide osv. Jeg blev bange for, at jeg spurgte for
meget, men nei; han meddelte mig, at det var ham seiv, som sug-
69
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
