Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: Rudyard Kipling. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men først vil han gi hende det eneste, han endnu kan gi
sit mesterverk, Melancholia hvis senere skjæbne han ikke kjender.
Han holdt den formløse smørje af maling frem for hende:
„Nu." Stemmen var fuldere og rundere, fordi manden vidste, lian talte
om sit bedste verk. Maisie saa paa det, og en vanvittig trang til at le greb
hende ved struben. Men for Dicks skyld hvad saa hans gale indfald
kunde betyde maatte hun intet vise. Hendes stemme kvaltes af tilbagetrængte
taarer, idet hun svarede: „Aa, Dick, det er vel godt!" Han hørte den lille
hysteriske hiksten og tog det for en tribut. „Vil du ha det da? Jeg skal
sende det over til dig, hvis du vil." „Jeg? Ja tak!" Men saa holder hun
det ikke længer ud. Hun vendte sig og løb ud.
„Og dermed er Maisie ude af historien." Venter man en
idyllisk afslutning, i hvilken de skjulte kjærlighedens kilder i hende
endelig blir forløste, strømmende frit imod hendes blinde trofaste
ridder, blir man skuffet. For livet er nu engang ikke meget idyl
lisk. „That’s the end of Maisie." Det er alt. Saa stilfærdigt,
man kunde sige barmhjertigt, lar forfatteren hende forsvinde.
Maisie, stakker, har det ondt nok, alene med den pinlige bevidsthed
at have svigtet i sit livs afgjørende stund. Lad hende gaa i taus
hed. Det laa ikke i hende at være større.
Endnu en prøvelse har Dick at gaa igjennem. Torpenhow er
fuldt og fast overbevist om, at han har vist sig som en pokkers
flink fyr til at bringe to elskende i hinandens arme. Krigen er
brudt ud igjen i Sudan, og nu mener han, han gjør bedst i at la
Dick være alene med sin nye lykke, og selv ta afsted til krigs
skuepladsen og det frie liv der. Og Dick, som for alting ikke vil
holde vennen tilbage, maa forsøge at vedligeholde den bittre komedie
og spille den lykkelige brudgom, til han kan faa ham afgaarde.
„Nu skal jeg formodentlig maatte lytte til hans lovprisninger af pigen.
Himlen sende os taalmodigbed med en forelsket mand!" sagde han til sig selv.
Men ikke et ord sagde "Dick om Maisie eller ægteskab. Han stod og
hang i døren til Torpenhows værelse, mens han pakkede, og gjorde utallige
spørgsmaal om det forestaaende felttog. „Gid jeg kunde være med!" „Herre
gud! Du er den überegneligste skabning, jeg kjender. Falder det dig aldrig ind,
at du skal gifte dig takket være mig?" „Naturligvis, ja. Jeg skal jo gifte
mig, ja. Gifte mig. Jeg er dig svært taknemlig. Har jeg ikke sagt dig det?"
„At dømme efter dit udseende kunde det lige saa snart være at hænges, du
skulde," sagde Torpenhow.
Og saa er vennen borte, og han sidder der igjen, som Job
i asken, alene med sin elendighed, og tanken kredser om gamle
dage og det evige ufrugtbare: Hvad der kunde ha været, og hans
stemning er Jobs: „Lad os forbande Gud og dø."
„Han bad om, at lians forstand maatte tages fra ham, idet han gjorde
88
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
