Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gustav Wied: En „Parabel“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
t
il
Der var engang en Hønsegaard, hvori Hanerne spankede stolte
omkring med Kam og Sporer og lange herlige Halefjer og elskede
trofast deres Høner i Flæng, som Haner skal. Fandt de paa deres
Vei nogle lækre Smaakorn, spiste de sig naturligvis selv mætte først,
thi det var jo dem, der havde Ulejligheden, men blev der noget til
overs, stillede de sig op og galede og kaldte paa deres Hustruer og
Børn og sagde til dem: Se dette har vi fundet til Eder! Og Høn
sene kom pilende fra alle Kanter og fyldte Kroen og takkede og
nettede Fjerene og gjorde sig lækre og var misundelige og hakkede
hverandre og skreg og sloges og saa videre, hvad nu Høns saadan
plejer at faa Tiden til at gaa med. Men de hyggede dog om de
res Reder og lagde deres Æg og rugede deres Kyllinger ud og
følte sig forholdsvis lykkelige paa Jorden.
Moster Meyer kaldtes en ældre perlegråa Høne af et meget
galdesygt Temperament. Allerede længe havde hun paa Grund af
sin tiltagende Alder følt sig noget tilovers i Hønsegaarden, og derfor
var Galden vokset i hende. Og naar hun saa en yngre varmblodet
Høne give sig hen med Fjer og Dun til en Hane, saa sagde hun
Se det var dengang.
En „Parabel".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
