Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun: Glahns død - IV - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
v.
hende. Jeg lagde Mærke til, at hun havde ophørt at tygge, hun
tyggecl slet ikke mer, og jeg glæcled mig derover og tænkte: hun
tygger ikke mer, det er en Fejl mindre, og jeg elsker hende endnu
dobbelt saa meget! En Dag spurgte hun efter G-lahn, hun spurgte
meget forsigtigt. Var han ikke frisk? var han rejst?
„Hvis han ikke er død eller rejst," svared jeg, „saa ligger han
vel hjemme. Mig er det lige meget. Han er ikke til at holde ud
med længer."
Men da vi i det samme kom frem til Hytten, fik vi se Glahnr
der laa paa en Matte paa Marken med Hænderne under Nakken
og stirred til Himmels.
Maggie gik lige hen til ham, inden jeg kunde forhindre det, og
sagde med glad Stemme:
„Jeg tygger ikke mer, se selv! Ingen Fjær, ingen Pengestykker,,
ingen Papirstumper tygger jeg mere."
Grlahn saa knapt paa hende og vedblev at ligge stille; men
Maggie og jeg gik. Da jeg bebreided hende, at hun havde brudt
sit Løfte og talt til Glahn igen, svared hun, at hun kim vilde til
rettevise ham.
„Ja, det er godt, tilrettevis ham," sagde jeg; „men var det da
for hans Skyld, du hørte op at tygge?"
Hun svared ikke. Hvad, vilde hun ikke svare?
„Sig, hører du, var det for hans Skyld?"
Og jeg kunde heller ikke tro andet. Hvorfor skulde hun gøre
noget for Grlahns Skyld? Hvad var der ved ham?
Om Aftenen loved Maggie at komme til mig, og hun kom ogsaa.
Hun kom Klokken ti, jeg hørte hendes Stemme udenfor, hun
talte højt med et Barn, som hun ledte ved Haanden. Hvorfor kom
hun ikke ind, og hvorfor havde hun Barnet med? Jeg iagttager
hende og faar den Anelse, at hun giver et Signal ved at tale saa
høit med Barnet, jeg ser ogsaa, at hun holder Øjnene rettede mod
Kvistetagen, mod Grlahns Vindusrude. Havde han kanske nikket til
hende eller vinket indenfor Kuden, da han hørte hende tale udenfor?
lalfald forstod jeg saa. meget, at man ikke behøver at se høit til
vejrs, naar man taler til et Barn nede paa Jorden.
Jeg var i Begreb med at gaa ud til hende og tage hende i
„Nej, nej," svarecl hun saa med ét, „det var for din Skyld."
„Der ligger han saa forresten," sagde jeg.
187
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
