- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Fjerde aargang. 1893 /
224

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Hans Jæger: „Syk kjærlihet“

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Maaske.
os med lidelse: thi „Syk kjærlihet" er ikke beretningen om en mands;
kjærlighed var den det, hvem véd, hvor sene slægter der da vilde
have gjemt den blandt de verker, der lever længe den er kun en
monomans lidelseshistorie.
En monomani udsuger som bestiet i Luxembourg-museet
dette menneske, der er et geni som Wiertz var det, han, der maaske.
havde en Rembrandts evne og forblev syg.
„Syk kjærlihet" er en monomans bekjendelser. Der fattes den
den store gyldighed.
Vi var «fem, sex, der her langt borte læste den sælsomme bog.
paa samme tid. Vi fortabte os i undren, forbauselse, vrede. Saa
under en af vore mange samtaler sagde ira en krog en af Norges,
unge digtere den sarteste, den mest følelsessky af dem alle, betænk
somt og stille :
„Ja . . . men maaske vil den bog faa sit værd en gang, naar
alle vi er død . . ."
Og en ting bør ialfald vor forargelse ikke glemme: den bog har
kostet et liv. Et liv er givet hen for at skrive den.
Hvor vel jeg mindes nogle ord, jeg en gang hørte af en ven
om et møde han havde havt paa Kristianiagade.
Han saa, min ven, der gik i solen i sine silkeforede turistklæder,,
over paa den anden side gaden i skyggen en frysende, elendigklædt
mand komme imod sig - og med ét opdagede han, at manden var
Hans Jæger . . .
Dagen efter Jod Jæger min ven sige, at han havde ikke hilst —
for han skammede sig over sine klæder.
Og min ven sagde og blev blodrød i ansigtet blot ved mindet
Herman lian».
„Og sig ham. at jeg skammede mig ved mine"
Og de gik forbi hinanden uden at hilse.
Og alligevel . . . alligevel.
224

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:34:14 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1893/0234.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free