Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bolette C. Pavels Larsen: Mens det stormer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15*
Sent en decemberkveld, en uveirskveld, da stormen slog ned
fra fjeldet, sad i det hvide hus en ung pige foran en seng, hvori
en ligbleg dame laa med lukkede, øine.
I det lille værelse brænder et eneste lys. Det staar paa et
bord ved sengens hovedgjærde. Skinnet falder over den syge dames
ansigt, men stagen er stillet slig, at lyset ikke kan skjære hende i
øinene, naar hun aabner dem.
Dette ansigt er ikke af de almindelige. Det er egentlig gam
melt, men rynkerne er som borte nu, da det er saa blegt, ligesom
støbt i voks. Og lysskjæret gjør haaret gyldent. Næsen er skarp
og lang, skyggen kaster en skraa, sort streg nedover læbernes midt
parti, og bare de tæt sammenknebne mundviger vises. Panden min
der om gamle portræter af adelsslægter; den er trang og høi med
et præg af selvsikkerhed. Men, hvad der gjør dette ansigt eien
dommeligt, det er øinene, endog nu, da de er lukket. De ligger
næsten udenpaa, høit, laagene er stramt, glat hvælvet og dækker saa
vakkert over med sin mørke fryndse i kanten. Naar disse laag
blev slaaet op, maatte de store øine kunne lyse vidunderligt.
Den unge pige sidder stille, aldeles übevægelig. Hendes hænder
hviler i fanget og blikket er fæstet paa ansigtet i sengen. Hun kan
ikke opdage nogen bevægelse i den syge dames træk. Men brystet
gaar op og ned, trækker pusten tungt, teppet rører sig hver gang
og hovedet bøies lidt bagover mod puden.
Hun er forundret over dette tunge aandedrag. Det er saa
ondt at se paa,, at brystet gaar slig op og ned, saa høit; det bry
der som bølger, synes hun. stræver i takt med dem, der dunker
udenfor.
Aa, hvor godt, at den syge kan faa sove i dette veir! Men
underligt er det alligevel, at al denne dirrende, brusende uro ikke
vækker hende. Grenene paa et gammelt æbletræ holder paa at
gnide mod ruden, regndraaberne sprætter som erter mod glasset
og der er sligt uhyggeligt, dybt, fossende smeld af sjøerne, naar de
slaar mod stranden. Skumsprøitet driver endog sommetider lige op
paa vinduet, det pisker som fin sand.
Men den syge „ vaagner ikke, hun slaar ikke øinene op. Og
den unge pige har en følelse af, at hun maa sidde saa stille. En
liden bevægelse i nærheden af sengen, den puslende lyd af kjolen,
nåar hun rører paa sig, kan være nok til at vække, netop da, nåar
stormen og larmen udenfra ikke kan det.
Naar de haardeste byger og stød kommer, holder hun uvil
kaarlig pusten.
227
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
