Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bolette C. Pavels Larsen: Mens det stormer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og i dette veir
Herregud, for en støi allesteds!
Og den klinken, som slaar!
ved det lille bord. Der ligger noget langagtigt der aa, hvor
ræd hun blev; det er bare den ekle morfinsprøiten. laften sover
hun, da blir det vist ikke nødvendigt at stikke hul i huden paa den
stakkars visne arm der i sengen. Uvilkaarligt kommer den unge
pige til at se ned paa sine egne hænder, der hviler saa stille i
fanget. Hun ser paa de glatte, bløde fingre, hvor leddene er saa
vel gjeint i kjød. Det er svært, hvor smalt haandleddet ser ud
—-og saa fine, blaa aarer, der er under huden. Kjoleærmet er
lidt kort armen runder sig saa fast og god opover hun
faar næsten lyst til at kysse sin egen arm
Men saa rødmer hun over sine syndige tanker. Glæde sig
over sit unge, sunde legeme her, nu, mens hun sidder hos den syge
Og igjen sidder hun ganske stille og stirrer og lytter.
Uf, hvad var det nu? Det var bryggen, som blev knust! Det
maatte være bryggen. At de bølgerne skal skylle saa tungt —
Mens hun hører paa, at haveportens klinke slaar. véd hun ikke
af. at hun glemmer uveiret, for der vækkes saa mange minder.
Hvor godt hun kjender lyden af den portklinken! Ofte har den
faaet hendes hjerte til at banke. Mange rare mennesker er
gaaet ud og ind af den port, endda saa afsides huset ligger
Ak, gid det var sommer! Og at den kjære syge snart maa blive
frisk; saa skal de to igjen gaa i haven sammen. Hun kj ender
tydelig, der hun sidder, hvordan der om sommeren dufter af abrodd
og lavendel. Hun ser sig selv krybe oppe mellem hatlerne og
plukke nødder, ser sin fremmede fætters brune øine, da han holdt
grenene ned til hende, nu i høst da han var her. Hvad mon han
tænkte, da han saa slig paa hende, slig fra øverst til nederst, slig
at hun blev flau og gik væk — Aa. han var vakker
Gud, hvad var det? Aa, bare ikke stenene, de store, løse
stenene oppe paa hammeren, ramler ned
Hun skjælver. Men blir ved at stirre paa ansigtet i sengen.
Hovedet ligger stille nu, men alligevel er det ligesom munden og
hagen gaar op og ned. Hvor underligt det ser ud! Brystet be
væger sig sjeldnere, søvnen blir vist fastere. Gudskelov!
Tænke videre Naar hun ikke tager øinene væk. maa
Ak, gid det var sommer!
Men bare ikke se væk.
Aa, at være her alene!
229
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
