Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Lie: Om Fin-de-siècledigtningen - I. Vilhelm Krag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dér hang et portræt af Baudelaire.
enlaag hæve sig og hans blik Gud, hvor mat det var! rette sig
hen paa mig: Jeg blev i øieblikket saa sjæleglad, at jeg brød al eti
kette og uden videre kastede mig i min vens arme.
Han stirrede forundret paa mig, mens min tale flød i strømme
det var jo over to aar, siden vi havde været sammen; jeg spurgte og
forhørte mig og gloede baade paa ham *og værelset som en rigtig
bauerbonde: om han da var biet rig? . .
Min vens læber krusede sig til et halvt generet, halvt spottende
smil. Rig? Sikken et ord:
Arvet? Han blikkede medlidende ned paa al min dyriske
ligefremhed.
Ja, hvor han da havde faat alt detle fra, for fanden —•? Jeg
gjorde en cirkelformig bevægelse ud i luften.
Faat det fra? Det lød saa foragtfuldt. Nei, men man trængte
jo et milieu for sin digteriske produktion
Stakkels ven, tænkte jeg, stakkels Rudolf! Hau er biet gal i
løbet af de sidste to aar og saa holder de ham indespærret i denne
ledighed. Milieu!! Digterisk produktion!!!
Og jeg indlod mig ikke mere paa det übehagelige pengespørgs
maal. Jeg mindede ham blot om vore hyggelige aftener deroppe i
Kristiania, dem havde han dog vel ikke helt glemt? . .
Han smilte let og stak en monocle ind i sit ene øie, som vilde
han sige : saa længer er Du altsaa ikke naaet
Atter slog jeg over i en anden gade, idet jeg nævnte hans store,
paatænkte naturroman om den ikke nu snart var færdig? . .
Han bare gispede til svar, viste saa med sine ringbesatte
fingre op mod væggen:
Og med engang gik det op for mig. Rudolf var biet dekadent!
Saa galt havde jeg dog hørt før, og jeg var glad over, at der
ikke var noget værre paafærde. Imidlertid vilde jeg gjerne se, om
der alligevel ikke fandtes gemytlighed ogsaa i en dekadent; jeg rakte
ham derfor haanden ; om vi ikke kunde spise tilmiddag sammen ?
Min ven pegte hen mod en karaffel „skum" og nogle skiver ana
nas, der stod paa et lidet bord ved divanen: det var hans middag.
Saa forlod jeg Kjøbenhavn og min dekadente ven, og nogle dage
efter befandt jeg mig i Kristiania.
Den første, jeg tral, var en af de mange litterære løver, der daglig
fylder Karl-Johan.
Om han da havde arvet . . ?
237
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
