Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Finne: Før afskeden - Første scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tante Jossa: Det deilige veir, Edvard!
Krefting: Men hun følte sig saa mat havde sovet saa uroligt —?
og ellers i den sidste tid staar hun først op henved middag —?
Krefting: Hvor det er sørgeligt ! Hvor det er sørgeligt med denne
snigsot ! Min stakkars Bertha !
Tante Jossa : Det er ikke mange uger siden, du, at det en tid saa
ud, som om hun skulde blive bedre. Husker du ikke, hun var saa
næsten lykkelig? Hun sagde jo seiv: nu kommer vaaren, nu tror jeg
nok, at jeg skal blive frisk igjen for dere.
Krefting: Ja ja og nåar Einar kom stormende med blomsterne
og knopperne, med det ene nye vaarbud efter det andet —!
Tante Jossa: Det er først i det sidste, at hun atter er begyndt at
tale om, at hun maa tage afsked med os.
Krefting: Siden jeg kom tilbage fra min Kristianiatur — ikke sandt?
Tante Jossa: Gud! Har hun ogsaa sagt dig det! Men du kan
da vel trøste hende, Edvard! Du kan da vel gjøre hende tryg!
Krefting : Det nytter ikke, hverken at’ jeg ler, eller at jeg sværger
høitideligt. Tvivlene har nu lidt efter lidt sneget sig ind i hendes lille
hoved. Og det er med dem som med sporene, der fører ind i løvens
hule. Der fører nok af dem ind, men ingen ud igjen.
Tante Jossa: Hvis hun var frisk, det søde barn, vilde hun godt
og sikkert gjemme sin mistanke og taale tanken. Men nu, hun ikke kan
stelle med nogen ting, ikke dele sig paa noget, har hun bare en eneste
ting at beskjæftige sig med, og det er dig, Edvard, Dig maa hun altid
snakke om. Ingen verdens ting udenfor interesserer hende. Hun ligger
paa ryggen og smiler og smiler med øinene lukkede. „Edvard min,
Edvard min", hvisker hun. Aa ja, tungt er det!
Krefting: Ja, tungt er det. Men vi faar sætte vort haab til dette
nye inhalationsapparat, som doktoren har skrevet efter. Det gj ælder
mest, at hun selv tror paa det. Men med hensyn til det andet: jeg
forstaar ikke, hvordan hun kan være falden paa at frygte for mig?
Tante Jossa: Det er ikke saa underligt, du. Husk hun laa her i
de fjorten dage, du var borte, laa her alene og tænkte og tænkte
paa dig. Hun sagde ofte til mig, at det maatte være saa slemt for Ed
vard, at bun ikke længere kunde være hans hile skøierbarn, som han
tog om livet og sprang omkring med.
Krefting: Herregud! Herregud, saa grusomt! Nu, jeg taber ikke
modet. En af de første dage kommer apparatet, og saa kommer som
meren du skal nok se!
Tante Jossa: Hovedsagen er, at du gjør hende tryg. Stakkar, her
har hun ligget eller stuslet omkring og for hver time fulgt dig derinde.
259
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
