Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Sophus Claussen: Quartier Latin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
*
*
*
forbryderisk eksistens, findes der noget symbolsk for den franske’
kunst og aand:
Det, man her beundrer, er oprindeligheden og kraften i sig;
selv. Ingen regnes som hos os for en stor poet længe efter
sin død, blot fordi han har havt en god hensigt, har skrevet utræt
telig til held for samfundsgavnlige fordomme. Fordomme og sam
fund forgaar, kraften bestaar.
Maaske øvede fortiden retfærdighed mod Villon ved at ud
banke hans syndige drifter over rendestenene. Vi vil til
give ham.
Der findes til minde om Villon en statue i en gade bagved
Pantheon. Og der lever den dag i dag en digter i Quartier Latin,,
lige saa fattig som han og som de franske ofte sammenligner
med den gamle mester. Det er Paul Verlaine.
En gammel gaarcl i B-ue de Vaugirard, ti alen lang, fire alen
bred. For neden et halvmørke som i en brønd, for oven den blaa
himmel. Tre mænd med lange, mørke skjæg frembragte paa harpe,,
paa fløite og basviol en besynderlig musik.
Udenfor i gaderne skinnede solen og vaaren. Men jeg steg
op ad en dunkel trappegang med hulslidte sten og et hunclredaarigt
gelænder. Den sære musik fulgte mig op igjennem alle etagerne’
til den øverste afsats, hvor jeg igjennem vinduet kunde kige ud
paa tagene.
Jeg bankede paa en dør, maatte nævne mit navn ; nøglen blev
dreiet om indvendig, og man bad mig vente endnu et sekund, inden
jeg gik ind.
Jeg var hos min ven Cazals maler, tegner, poet fuld af
haab, men endnu kun kjendt som forfatter til en række vittige
sange, der alle besynger digteren Paul Verlaine og det litterære
liv i Quartier Latin, symbolismen, dekadismen, Jean Moréas og
livad der for resten er berømmelse og spot værd. Jeg havde tid
ligere kun truffet ham ved det unge tidsskrift La Plumes lørdags
sammenkomster, hvor han alene foredrager sine viser, og hvor han
altid modtages med sterkt bifald, naar han i en lang, brun, veltil
knappet redingot, i en sort silkehat og med spaserstokken i haan
den træder op paa tribunen. Mode: 1830! Holdning: en blid
uforstyrrelighed og glæde naar han løfter sin stok for at dirigere
Det var klokken ti om formiddagen.
276
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:34:14 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1893/0286.html
