Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Ved Guy de Maupassants død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nu forstaar vi hvorfor.
Muligvis.
fornam. Og dette myldr af formummede ting overvældede ham ikke*
Han beherskede det. Hans aand, der eiede alle de store franske
egenskaber, bevarede den skjelnende sikkerhed, som skiller væsent
ligt fra uvæsentligt, og hans fremstillings klarhed gjorde alt enkelt
paa samme tid som det blev levende ....
Hans evne syntes uudtømmelig: det var uge efter uge, maaned
efter maaned, aar paa aar han kastede sine noveller i de parisiske
blades graadige hals ....
Men de, der havde fulgt ham fra hans første dage, fornam med
tiden en sær ændring i hans skaben. Han, der, selv saa sund og
sterk, havde været saa aabenmundet lykkelig aabenmundet indtil
overmod i sin galliske beretning om den sunde nydelse, han
blandede bestandig hyppigere sit stof med skildringerne af den sæl
somme uhygge, angsten og den uforstaaelige rædsel.
Angstskildringerne de, som bestandig og altid siger os, at
vanviddet lurer et eller andet sted i en krog af en digters sjæl
blev hans digtnings nerve.
Sindssygen var desuden arvelig i hans slegt. Er et gran af
sindssyge virkelig altid nødvendigt for den virkelige digter? Alt
for ofte synes det saa og var det ikke forstaaeligt?
Feberen, der for timer berøver os vor fornuft, skal til for at
fylde almindelige menneskers hjerner med alle de fremmede billeder,
om hvilke de selv ikke ved, hvorfra de kommer. Digteren frem
bringer de samme fremmede billeder, ordnede sammenhængende
ved en viljesakt. Men maaske mægter han det kun, fordi hans.
hjerne altid er hjemsøgt af et skjæbnesvangert febergran.
Og har han altfor vedholdende, uophørligt, uden skaansel
tvunget sin indbildningskraft til at frembringe disse billeder, gaar
da maaske ikke hjernen af vane paa egen h’aand og skaber
forestillinger og billeder mod hans vilje, som hans vilje ikke mer
mægter at kontrollere?
Vist er det, Guy de Maupassant, der syntes saa übrydelig
sterk, har vi ved det nu kjæmpet mod elenden, der nærmede
sig, i aarevis. Allerede fra fem og otti fornemmes ændringerne i
hans væsen. Han blev distræt, et bytte for urolige og uudtalte
tanker, der opslugte ham. Han blev melmeskesky ogsaa for at
skjule den brug af hidsende midler, han stigende anvendte for i
sin produktion at forblive paa høiden med sig selv.
Paa denne tid kom saa medbeilerskabet med Paul Bourget tiL
324
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
