Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sophus Michaelis: To digte - Høst - En drøm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Septbr. 1892.
Birken mister sine bladeranker,
høstens gule ansigt stadig rynkes.
Ei fordi vi med hinanden ynkes,
men i længsel favnes vore tanker;
thi det er, som om de atter fløde,
fra en fælles, fra en ukjendt kilde,
og det er, som vore hjerter vilde
langsomt i hinanden sig forbløde .
. . . Duggbrillanter over græsset tindre,
tungt de sidste sommerroser gløde,
haven aander kjøligt os i møde
Jeg hørte vandfald bruse
og guldinsekter summe,
et hav af visne blade
om mine fødder skumme.
Imellem skovens stammer
stod solen stor og gylden,
og om mit ansigt bølgecl
en lummer lugt af hylden.
Med ét tav løvet stille
og stansed alle lyde,
ingen insekter sumined,
mit blod jeg hørte syde.
Høit i den store stilhed
pipled i dryp en kilde,
som om den over skoven
og verden lyde vilde.
Da saa jeg høie liljer
af mulden skinne hvide,
En drøm.
ydre fred, som svarer til den indre.
334
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
