Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor Thomas Huxley: Ethik og udvikling. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ene generation til den anden. Ogsaa det nyfødte barn besidder familje
karakteren, kun endnu skjult; og dets personlighed bestaar væsentlig
af en sum af endnu uudviklede kræfter. Men allerede tidlig udvikler
disse sig til virksomme kræfter. Fra barndommen indtil alderdommen
optræder de som et mørkt eller lyst temperament, som svaghed eller
styrke, som lastefuldhed eller hæderlighed, og paa alle omraader om
dannet ved blanding med en anden karakter eller ved andre indflydelser
skrider denne karakter til inkarnation i nye legemer.
De indiske filosofer kaldte karakteren i denne betydning „Karma 11 .
Denne Karma var det, som gik over fra det ene enkeltvæsen til det
andet og forbandt dem til led i sine vandringers kjæde; om den troede
de, at den blev nærmere bestemt, ikke blot ved sammenstødet af
forældrenes egenskaber, men ogsaa ved egne handlinger. De var
ivrige repræsentanter for den i vore dage saa heftig bestridte lære om
arv af erhvervede egenskaber. Der er vistnok ikke længere nogen
tvil om, at en karakters retning kan fremmes eller hemmes ved de
omstændigheder, den udvikles under; men om selve karakteren kan
omdannes paa denne maade, er ikke saa afgjort. Den indiske filosofi
nærede dog ingen tvil herom; troen paa livsbetingelsernes og især paa
selvbeherskelsens indflydelse paa Karma var ikke blot en nødvendig
konsekvens af læren om gjengjældeisen, men ogsaa den eneste udvei
ud af enhver sjælevandrings evige kredsløb.
Kun en eneste leveregel kunde bygges paa denne betydningsfulde
lære. Ifølge den var det vanvid at leve længere, naar lidelsernes
overvægt var sikker og sandsynligheden for, at elendigheden bare vilde
vokse med tilværelsens forlængelse, var saa overvældende stor. Men at
dræbe legemet gjorde bare sagen endnu værre, og saa var der ingen
anden udvei end at aflive sjælen, idet man med hensigt kvælte hele
dens virksomhed. Eiendom, samfundsbaand, familj ekj ærlighed, erotik
maatte ofres, indtil der ikke var mere igjen af mennesket end den
følelsesløse, afstumpede tiggermunk, som satte sig selv i disse kata
leptiske konvulsioner, der af en gjøglermystik betragtedes som en for
smag paa den endelige forening med Brahma.
Buddhismens grundlægger bibeholdt de fleste af sine forgjængeres
fordringer. Den faktiske tilintetgjøreise, der omfattede enkeltvæsenets
forsvinden i det übetingede, Atmans forsvinden i Brahma, tilfredsstillede
ham ikke. Det synes, som om indrømmelsen af et hvilketsomhelst
stofs tilværelse har forekommet ham som en fare og en fælde,
selv om man ikke tilskrev det hverken nogen egenskab eller nogen
kraft eller idetheletaget noget prædikat. Selv om Brahma var sunket
ned til fornegtelse, skulde man dog ikke ha tillid til den. Saalænge
352
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
