Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor Thomas Huxley: Ethik og udvikling. II - Ferrero: Er vi syge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Professor Thomas Huxley.
1) La Reime des Revues.
hovedbetingelse for opnaaelsen af dette haab, at vi bryder med den
anskuelse, at livets sande hensigt er flugt fra lidelse og smerte.
Vor slegts heroiske barndom, i hvilken man modtog godt og ondt
med det samme „jublende velkomstraab", ligger langt bag os; for
søgene paa at undgaa det onde har i Indien som i Grækenland endt
med flugt fra slagmarken ; vi har intet andet at gjøre end at kaste
den ungdommelige tillidsfuldhed og den ikke mindre ungdommelige
fortvilelse overbord. Vi er da voksne mennesker og maa vise os som
voksne mennesker, glæde os ved det gode, som tilfalder os, taale det
onde i os og om os og anvende vor hele kraft paa at formindske det.
Er verden biet et umaadeligt hospital? G-aar menneskene med
raske skridt mod et galehus? Disse spørgsmaal maa uvilkaarlig paa
tvinge sig de mennesker, som, til sin ulykke, læser mange bøger.
Romanforfattere, digtere, filosofer, journalister, læger, taler ikke om
andet end om „aarhundredets sygdom", om denne usigelige lidelse,
som i dette fin (le siede piner den moderne sjæl. Sygdom, degene
ration, nevrose er den treenighed, som i alle kunstverker nu er kom
men paa mode. Rougon-Macquart, dette Zola’s kyklopiske skaber
verk, er kun et mindesmerke over degenerationen. Dostojewskij, den
russiske romans Shakespeare, har skjænket os galskabens mægtigste
epos; han har kun skildret gale, forbrydere, epileptikere, skjøger,
selvmordere, idioter: verden, slig som han maler den, virker som et
sindssygeasyl, bestyret af forfatteren, som ikke er klogere end sine
personer.
Tolstois kunst kunde kaldes det moderne samfunds pathologiske
anatomi, thi den berømte russiske skribent har med sin kritiks skarpt
slebne kniv rodet i alle vor tilværelses indvolde, og uden hensyn op
dager han og beskriver han alle de syge organer; hvis man har lyst,
kan man gjerne paastaa, at hans methode er altfor radikal, men ingen
vil negte, at dans diagnoser er diabolisk dybe. Ibsen, den sidst til-
Er vi syge?)
361
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
