Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Jonas Lie: Min hustru
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
* *
*
Hele sin Ungdom igjennem, og, jeg kan sige, lige til vi i 1872
kom ind i en lettere aandelig Luft sammen med de skandinaviske
Kunstnere i Rom, var min Hustru et yderst tilbageholdende faamælt,
taust Menneske. Men jeg tror nok, hun var den, hvis Mening
hendes Omgangskreds spurgte efter, hvis energiske Viljekraft, de
trode paa, og hvis übetingede Rettænkethed og rigtige Dom de
stolte paa. Med sin stille Personlighed fik hun Venner og Ven
inder, der hang ved hende gjennem hele Livet helt fra de Barne
dage, da hun var den, som blev valgt til at dele Godter og Bærene.
Hun sværmede for sin begavede Far, Prokurator paa Kongsvinger,
Michael Lie, der bl. a. eiede et Talent til at fortælle eiendommelig
varmt og fængslende. For at faa høre ham berette sad hun og
Sødskendene ofte oppe og vaagede og ventede i Spænding paa hans
Hjemkomst fra Reiser til langt udover Natten.
Og fra ham, Lerches og A. B. Stabeils Ven, arvede
hun sit Sværmeri for Wergeland, Ole Bull og den demokratiske
Opfatning.
Det var, da jeg udover Aaret 1870 havde arbeidet paa min
første Bog: „Den Fremsynte" og sent paa Høsten var biet færdig.
Der var ikke lette Tider for os da; og meget afhang af den Bog,
om det skulde lysne.
Og nu, den Eftermiddag, skulde jeg da, medens de andre var
ude, læse mit Opus op for hende.
Hun havde meget Stræv med et vidtløftigt Hus og laa og hvilte
og hørte paa.
Hvad jeg selv tænkte, ved jeg ikke, -• jeg var en høist lidet
literært eller æsthetisk udviklet Mand, der sad inde med nogenslags
übevidst Kulsviertro; men min Tilhørerske forblev taus, hele
Tiden stum, ikke en Stavelse.
Det var nok saa langt at læse og mange Nordlandseventyr at
vade ud iog igjennem, som siden blev bortskaarne. Jeg ventede
og ventede, og for mit Vedkommende steg Spændingen übetinget
paa Virkningen . . .
Da jeg saa naade til den Scene, hvor Susanne dør, kommer
oort under Baaden, reiste hun sig pludselig med et forunderlig
lykkeligt Skjær i Øinene og udbrød:
Og paa det Ord af hende ved jeg, at jeg ansaa Sagen for af
gjort. Jeg var endnu total erfaringsløs om Farer og Tilfældigheder
for et literært Værk.
„Men dette er jo stort!"
409
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:34:14 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1893/0419.html
