Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Schjelderup: Musikens udvikling til almenmenneskelig kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10
det fuldkomneste adtryk for menneskehedens mest
op-høiede indre liv. — — —
Vi skal nu nærmere betragte musikens udvikling fra
middelalderen til vor tid.
Middelalderens musik har to kilder: kirken og folket, en
verdslig og en geistlig oprindelse. Kirken havde beholdt ældgamle
traditioner fra den græsk-romerske tid, vistnok for største delen i en
temmelig forvansket form. Derimod eksisterede ude blandt det naive folk
urmusikalske, barbariske traditioner, der i skaldenes og bardernes
kvad havde fundet vei til de hedenske kongers hoffe og der
undertiden forbenet sig til en yderst indviklet kunst-skolastik.
Disse to kunstarter stod i livlig vekselforbindelse med hinanden,
idet kirkens romerske traditioner paavirkede folkesangen, mens denne
trængte sig ind i kirken ofte paa en noksaa upassende vis. Saaledes
var det paa Palæstrinas tid almindelig, at viser med yderst dristig
tekst blev behandlede kontrapunktisk og saaledes fandt vei ind i
kirken. Allerede Karl den store rasede mod sit folks nationale musik
og søgte at indføre kirkesangen overalt og endnu strengere
reformatorer optraadte jevnlig for at holde kirkesangen ren for verdslig
paavirkning.
Kontrapunktet, der oprindelig var en art af ukunstnerisk leg med
matematiske tonesammenstillinger, blev af Palæstrina, Orlando di Lasso
m. fl. taget i kunstens tjeneste og saaledes opstod den katholske
kirkemusik, hvis ophøiede mystik endnu den dag i dag rører os,
fordi den er det fuldkomneste udtryk for middelalderens naive
troes-sværmeri. Denne kunst er blomsten fra den katholske kirkes
velmagtsdage, en blomst, hvis duft først ret kan udfolde sig under de gotiske
kirkers mystiske buer. Men hvor ufri, ensidig og ensformig er dog
ikke denne skjønne musik! Det korrekteste udtryk for den katolske
geistligheds hele aandsliv.
Friskere og friere er folkevisen, ofte saa rig paa farve og udtryk,
som levede stille videre i folkets skjød for gang efter gang at
befrugte musikens udvikling. Adelen, middelalderens anden mægtige
stand, frembragte selv egentlig intet i musikalsk retning, men tyede
til folkevisen, som ved de mere eller mindre raffinerede hoffer
omdannedes til forskjellige kunstprodukter, trouverernes og minnesangernes
musik-digtning og senere (i adelens decadence-periode) operaen, der
har levet lige til vore dage. Adelen havde faa af de ideale længsler,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
