Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Schjelderup: Musikens udvikling til almenmenneskelig kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
ilinger, drikke toddy og spille kort, drive politik. Her krymper den
menneskelige kjerne ind til et tarveligt minimum — istedetfor
mennesket har vi maskinen, der gaar efter bestemte, nøie angivne love —
— ungdommens idealer forsvinder, kjærligheden blir slåp vane, og
familjelivet bringer ham flere byrder end glæder. Saaledes gaar det
massen af mennesker, der ikke har evne og kraft til at modstaa det
borgerlige livs afslappende indflydelse. Ifølge dette vil vi ogsaa i
bourgeoisiets barndoms- og ungdomsperiode finde den vakreste, mest
kunstneriske musik. Dette slaar ogsaa til. Den friske barnlighed,
den ungdommelige ynde, den behagelige klangskjønhed, der endnu
gjør Haydns og Mozarts musik saa tiltalende, har enhver følt. Endnu
gik tradiestanden omtrent i et med folket, havde endnu ikke omdannet
sig til besiddelsesaristokrati. Deraf den friske folkelighed, der
strømmer os imøde fra disse fremragende mestres verker. Disse træk vil
man ogsaa gjenfinde i den - samtidige franske komiske opera, et ægte
produkt fra trediestandens ungdomsperiode. Men endnu laa uanede
dybder skjult for menneskenes kunstneriske iagttagelse. Endnu
herskede den ægte bourgeoise definition af musiken („Za musique est
Vart de combiner les sons (Tune maniére agréable å Voreille"), som
Rousseau fremsatte. Man blev i regelen paa overfladen af det
menneskelige sjæleliv og skrev yndefuld musik, der behagede folks
øren i høi grad. „Croyez vous done, que Von écoute la musique
pour son plaisir11, buste det ud af Berlioz til Adam, en af de
tammeste filisterkomponister, som nogensinde har levet. Dermed mente
naturligvis Berlioz: musiken er et udtryk for menneskeligt sjæleliv,
ikke et middel til at kildre sanserne.
Dog undertiden taler de ovennævnte mestre et ganske andet
sprog, bliver derved forløbere for den nye, store kunst, som senere
opstod.
Jeg vil blot anføre et eksempel fra Mozart. — — — — Træt
efter reisen sad jeg i et tysk hofteater og hørte paa „Don Juan".
Disse barnlige, sødladne, smaalige melodier, denne kjedsommelige,
udramatiske, taabelige handling, daarlige sangere og forældet
instrumentation — alt bidrog til, at jeg kjedede livet af mig og blot
ønskede, at alt var forbi. Vistnok havde jeg med velbehag hørt paa
ouverturen, et vakkert musikstykke, og af og til følt mig berørt af
en høiere genius’s mægtige vingeslag. Men kjedsomhed var dog min
hovedstemning, der ikke blev bedre ved min legemlige træthed. Da
kom den store scene med kommandanten, 2den akts finale. Al min
træthed, al livslede var som strøget bort, jeg følte mig som
elektriseret, hævet op i en ganske anden sfære, berusedes af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
