Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jean Thorel: Anarkismens fædre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
allerede noget af alt dette, og er det umagen værd at forandre noget
for at naa frem til det?
Men i anarkismen er der endnu noget andet, som kun kan komme
md ved en selvmodsigelse, som vilde være uiorklarlig, dersom det ikke
netop var noget karakteristisk for mennesket, at det for det meste er
ulogisk. Det lader sig ikke negte, at et betydeligt antal af anarkismens
tilhængere for en stor del er bleven individualismens apostle gjennem en
virkelig følelse af medlidenhed og offervillighed. Og derfor maa man
trods den afsky, som de voldshandlinger, de tillader i sin propaganda,
dog koldblodig spørge sig selv, hvad egentlig anarkisterne er. I
virkeligheden er de hildede i en vildfarelse, ligesom jeg ogsaa tror, at
socialisterne tager feil. Høist sandsynlig er det rigtige, d. v. s. det med
naturlovene overensstemmende, netop livskaarenes ulighed. Hvad ordet
„frihed" angaar, saa burde det jo egentlig slet ingen betydning have
for deterministerne, hvad jo størsteparten af disse skolers teoretikere
udgir sig for at være.
Forøvrigt blir de anarkistiske frihedsideer aldrig" taget grundigere
af dage end af socialisterne, ligesom omvendt de kollektivistiske ideer
ikke har bitrere fiender end anarkisterne. Mig forekommer det, at en
fordomsfri iagttager maa erkjende vildfarelsen paa begge sider. Men
han maa paa den anden side ogsaa til en vis grad anerkjende de
ædle bevæggrunde, som disse nye partiers tilblivelse og udvikling er
at tilskrive. Jeg vil ikke opholde mig ved den bemerkning, at mange
af førerne vel fremfor alt søger berømmelse og fordel paa sin
revolutionære løbebane. Bringer det dem ikke ligesaa ofte forfølgelse og
elendighed? Og desuden er ærgjerrighed og personlige lidenskaber ikke
noget, som revolutionsmændene har monopol paa. Paa den anden side
er det langt fra mig at paastaa, at de er alene om medfølelsen og
barmhjertigheden; jeg anser iøvrigt ogsaa deres medfølelse med de
ulykkelige for temmelig forfalsket i sit princip, fordi den er forbundet
med had til andre mennesker; og jeg holder den for vanartet i sine
resultater, da den nærmest kun formaar at virkeliggjøre sig gjennem
ødelæggelser og myrderier. Men den er der alligevel, og man maa
sige, at der kun er altfor megen anledning for den til at udfolde sig.
Det vilde ganske vist ikke være vanskeligt blandt antirevolutionære af
enhver samfundsklasse og ethvert parti at finde et langt større antal
gode og for medlidenhed modtagelige sjæle, og det en meget reellere
og mere virksom medlidenhed, som ikke medfører ødelæggelse og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
