Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Litteratur: Den yngste generation
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
41
Hvad der især fremover livet modnede os i denne opfatning, var
■selvfølgelig ogsaa vore egne store digteres og kunstneres verker,
-der mere og mere gik virkeligheden ind paa livet; først Ibsen og
Bjørnson fra „En fallit" og „Samfundets støtter" af, dernæst Lie,
Kielland og Garborg, ligesom Brandes hvert aar udsendte en af
sine fakler, der vedblev at tænde mere end noget.
Og man gaar ud i livet, og man stræver, og man skuffes, men
man lever dog i den samme idekreds og glæder sig, dersom man
af og til kan yde sin lille skjærv til ideernes virkeliggjørelse, men
saa pludselig en god dag træffer man en ung, lang, bleg mand, som
skriver vers (i syttiaarene var det kun grundtvigianere, som skrev
vers), en distingveret ung mand, der taler om ganske andre ting,
taler et ganske andet sprog, fuldt af nye gloser, som man ikke
forstaar; du protesterer, du bliver ærgerlig, du indlader dig i
diskussion, du merker, at du ikke rigtig svarer paa det, han siger, —
-du føler dig udenfor, — kortsagt, du har en fornemmelse, en høist
overraskende og ubehagelig førstefornemmelse af, at du er rykket
op til at blive onkel og aner ordet gammeldags, som dit attribut.
Senere træffer du paa de samme nye ord i en avis, i et tidsskrift,
i en bog -— overalt, og en god dag fortæller Rosenkranz Johnsen,
som for et par aar siden skrev ærlige realistiske noveller af reneste
vand, under navns nævnelse, at han med egen haand og en jordisk
sax har klippet et stort stykke overjordisk stof af en for længst
afdød dames luftige gevandt.
De unge nu er naturligvis ligefuldt, som vi var det, og som
ungdommen altid er det, underlagt frasens magt. Ligesom det
magiske ord i min tid hed: virkelighed, heder det nu: mystik,
det er det moderne kjendemerke, hvorved det dybsindige menneske
adskiller sig fra den grunde, kløgtige, triviale rationalist. Ifølge
den moderne, mystiske tænkemaade, er bevidstheden kun en del,
kun den mest overfladiske del af menneskesjælen; under
bevidstheden ligger der store strøg af sjælen (subconscience, unterbewustheit),
der endnu er et fuldstændig mysterium, men som viser sine
virkninger i drømme, i den somnambule tilstand, under hypnotisme, og
som har existeret før den jordiske fødsel og vil eksistere efter døden.
Dette ubevidste strøg af sjælen er egentlig det vitale, derfra skabes
personligheden, fler rører sig instinkterne, derfra skriver sig
idiosynkrasierne, der opstaar alle de underlige, uforstaaelige og
udefinerbare „fornemmelser", livsangsten, lidenskaberne, kjærlighed, had,
alt det, som virker, uden at passere refleksionen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
