Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Litteratur: Den yngste generation - I. Vilhelm Krag: Sange fra Syden. Sigbjørn Obstfelder: Digte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
45
clrøms behag, hvor østerlandske, mørkladne, beringede kvinder i
lydløse danse vifter forbi vort halvtilslørede øie, medens virkeligheden,
den graa, forhadte ligger og mørker i krogene og gir billedet
halvdrømmens usikkerhed og vemod.
Drømme — intet ord forekommer hyppigere hos Krag,
virke-lighedsfrygt eller rettere sagt virkeligheds le de jager ham i hvert
øieblik til himmels eller ialfald langt bort fra de hjemlige kaar,
hvis skjønhedsforladte vadmelsliv fylder hans eventyrtørste sjæl med
modbydelighed. Da han seiler ud fra kysten og kaster et blik
paa vort land, idet han forlader det, farer det med lidt bitterhed
i ham:
„Det er noget til gut! Han er gild og ødsel!
Han er storkar, han, og kakse fra sin fødsel.
Han knuste saa tidt med sin barkede finger
de skjønneste, skjæreste sommer fugl vinger.
De fineste sind og de sarteste sjæle
han undte to fattige ligkistefjæle".
Og dette Norge, som knuser sommerfuglevinger, er netop det
realistiske Norge, det politiserende, reformivrende, problemdigtende
Norge af syttiaarene, som for denne generation staar som en klynge
af tunge alvorsmænd, der med doktrinært pedanteri slukkede
livsens glæde med frugtesløse forsøg paa at forbedre verden:
„For nu har de seilet med svarte ord
rundt landet i store flokke
og svovlet til graaveirsluften her nord,
og hundrede lægprædikanter ombord
har klunket med dommedagsklokke.
Og nu har vi seilet i mange aar
for tidens tanker at sprede.
Mén blev ikke livskampen lige haard
og verden ligesaa syg og saar,
— kun fattig paa skjønhed og glæde!
Tidens alvorlige spørgsmaal har dog ogsaa af og til faret hen
over Krags sjæl:
Jeg ønskede stundom at digte
en kampvild sang for proletarerne
i ord, der lig flagrende luer
brændte hvert sind gjennem skarerne.
Men han er vistnok snart kommen til den erkjendelse, at blandt
„barbarerne" hørte han ikke hjemme, der vilde hans spæde røst
ikke slaa til, sommerfuglevingerne snart knuses, og de skjønneste
drømmespind sønderrives med grusom haand, og desuden
— jeg staar i den formening,
at der findes anden armod
end den, der danner forening.
For husk, at ei den blot er fattig,
der ikke har brød til hjemmet,
men hver, der i alvorslandet
føler sig ene og fremmed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
