Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - W. S. Lilly: Forbrydelsens filosofi - Observer: Bergens theater: Januar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
udrette — og jeg vil langtfra negte, at de kan udrette meget i
denne retning — saa vil der dog altid indtræffe tilfælde, hvor
virkelig uansvarlige personer straffes, som om de havde været istand til
at ville. Det er beklageligt, naen det er uundgaaeligt. Vi dømmer
ikke med altseende øine, men ex humano die. (Sluttes).
W. S. Lilly.
Bergens theater.
Januar.
Der er ved Bergens theater tradition for at spille „hyggelige" stykker
saalænge julen varer, og den strækker sig, som bekjendt, over en god halvpart af
januar. Iaar maatte Mosers uopslidelige „Vore koner" holde for, meu da
personalets sygelighed mod slutten af forrige aar havde hindret spilleplanens
gjennemførelse, blev stykke no. 2 Esmanns „Magdalene", der trods høstens talrige
opførelser viste sin evne til fremdeles at trække folk.
Mens disse to repriser gaves, forberedtes Bjørnsons „Geografi og kjælighed"
i den ændrede fonn. Stykket kom op midt, i maaneden og blev en stor succes
for theatret. Digteren selv har al grund til at glæde sig; for alle glemte, hvad
de kunde være sinte paa ham for i politik og andet. Der er nemlig i dette
stykke et saa elskværdigt humør, at alle maa bli tøede op af dets rige
menneskelighed. I sin nye form er „Geografi og kjærlighed" helt ud et lystspil.
Konflikten, som før kastede for sterk skygge i tredie akt, er her løst i en
haandevending; opløsningen sker gjennem en række burleske scener, som er fulde
af humør, og smager adskilligt af farcen. Man ler, ler ubetinget, men ærgrer
sig en smule efterpaa — paa Bjørnsons vegne.
For — ærlig- talt — tredie akt er ikke helt værdig den oprindelige
støbning. Jeg har ikke noget imod løierne, tvertimod hilser jeg dem velkommen,
som forbud for den glade latter paa’ vort triste norske theater. Men hvad
jeg savner er den aand, den virkelige aandfuldhed, som hæver „Geografi og
kjærlighed" op til en komedie af høi rang. Og saa kunde her med al lethed
været gjort noget vakkert!
Hovedkonflikten: Tygesen og fru Karen er paa en vis for dyb til bare at
bli et lidet moment i afviklingsakten, den bør ihvert fald blive det betydeligste
moment. Og hvorledes kunde ikke Bjørnson ha gjort det! Han som digtede
scenen med Helga i anden akt, hvilken ynde, magt og jubel kunde han ikke
skabt i en scene mellem hende og ham alene. Midt inde i det latterlige
spøgeri at faa en gjenvakt elskovs første møde — jo det var og er Bjørnson
manden for at give som ingen anden. Kanske han kunde give os den endnu?
Bogen er jo ikke kommen ud i ændret form.
Udførelsen var al ære værd. Et faatalligt personale som Bergens theater
kan ikke skaffe absolut den rette til hver rolle, denne gang kneb det med
Tygesen. Hr. Roald gav i sin tid en god Ramseth; men det genialt lyse, som
skal være over Tygesen, den altid seirende elskværdighed gjennem alt traaket,
og sinne — raaheden, den klarte han ikke. Han var for tung, for ensformig,
forlidet af aandsmennesket. Men hans personlige arbeide fortjener pris; for her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
