Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Schjelderup: Den ny-italienske retning i den dramatiske musik - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
der har forelsket sig i ham. Først gjør han lidt modstand, men
det er maaneskin, ingen er tilstede, følgelig maa efter alle
theater-regler en elskovsscene finde sted og 2den akt slutter som første
med en hyrdetime, kun, at i no. 1 Simonnetta i no. 2 Fioretta spiller
den kvindelige rolle. I 3die akt ser vi samtidig en malerisk gade og
det indre af Fiorettas hus. Fioretta synes med grund, at hun har
handlet daarlig mod sin veninde. En sammensværgelse mod
Medi-cierne er igang, man belurer Giuliano, der besøger sin elskerinde, den
syge Simonnetta belurer igjen sammensværgerne, og nu udvikler sig en
græsselig brøleseptet, der selv hos Meyerbeer neppe finder sin lige.
Der elskes, forbandes, frygtes, triumferes og skjælves med saadan
kraft, at det gjør ondt i ørene paa enhver sensibel tilskuer. Men
hvor mange er der af dem i vor tid, hvor kanontorden, pengeraslen,.
trommer, messer og falsk salmesang for saa mange er sød musik!!
— — Simonnetta opdages af Montesecco, en af sammensværgerne,
der stikker hende ned, efter at han har ladet hende lytte til
Giu-lianos og Fiorettas elskovsduet. Til slut puffer han hende døende
ind gjennem døren til de elskende og — — 3die akt er færdig.
I 4de akt er vi i kirken, hvor vi maa være tilstede ved omtrent
hele gudstjenesten sammen med Fioretta, der angrende ligger paa
sin bedeskammel. Da bruser det i orkestret — cle
sammensvorne-bryder frem, dræber Giuliano, men tør ikke binde an med Lorenzo,
der har en vældig baritonstemme, som han benytter til at holde en
lang tale til folket, der slutter med: „jeg vil herske". — — — —
I denne første del af trilogien er alt saa løst sammensat, saa
ganske bygget paa ydre (muligens historiske) tilfældigheder, at selv
ikke Leoncavallos beundrere kan andet end tilstaa, at digtningen
mangler al dramatisk interesse. Medens hos Wagner og hos
oldtidens store digtere den trilogiske form er en nødvendighed paa
grund af de storslagne ideer, der gaar gjennem hele den
dramatiske udvikling, og som binder alt sammen, er det ganske
ligegyldigt om Leoncavallo gjør 3 eller 10 dramaer efter hverandre. En
virkelig trilogi vil han ikke kunne skabe, da allerede „Medici"
tydelig viser, at han ikke engang ved, hvad en trilogi er: — ganske
simpelthen vældigt drama, der paa grund af det storartede rige
dramatiske stof af praktiske grunde maa deles i flere dele, da nu
engang en tilhørers tid og modtagelighed har sine grænser. Men
disse dele maa hænge fast sammen ved dybe, uopløselige baand,
gjensidig betinge hinanden.
Til musikeren Wagner staar Leoncavallo i virkeligheden ganske i
samme forhold som til digteren. Paa overfladisk vis har hna dels
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
