Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag: Vanitas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
231.
(Pause).
Dunj a
(helt hvidklædt, smykket til fest med blomster, kommer listende ind bag kongen
synker ned ved lians side og tager hans haand): Hil dig, min høie konge.
Kongen
(i smertelig ømhed): Dunja, Dunja, min due, hvorfor flygter ikke du
ogsaa bort?
D u n i a:
Hvorhen skulde jeg gaa ifra dig, min konge, og til hvem skulde
jeg støtte mit hoved, du, min elskov? Du var min funklende fryd
og min sjæls dybe bedrøvelse, du var mine dages smil og mine
nætters tunge graad. I livet turde jeg ikke træde dig nær; nu
vil jeg dø hos dig, min konge.
Kon g e n
(som før): Men hvor tør du dvæle hos mig, der er forbandet af
guderne!
Dunja:
Jeg vil bede for dig, min konge, jeg vil bede bønner, hvide
som skovduer, og min sjæl skal dufte af Myrrha, naar jeg beder
for dig, min elskov.
Kongen
(fører hende hort til sit sæde, hvorover imidlertid en hvid maanestribe har
strømmet ind): Nu falder skyggerne, Dunja, nu stiger natten om vore
tanker og mørkets bølger bruser om vore sjæle. Sæt dig her hos
mig, og medens dagens haar graaner, vil jeg se paa dig, Dunja,
se dig en sidste gang, min due! Thi naar jeg ser paa dig, da
bliver aarene i mit legeme til solens spillende straaler, da gaar
der fuglekvidder gjennem mit sind, og funklende insekter gnistrer
forbi mine øine.
D u n j a
(siddende hvid og stiv i maaneskinnet, læner sit hoved ind til kongen): Mit
hoved er træt, min elskte, og mit blod længes efter hvile. Min
mund brænder efter din, mine arme skjælver efter dit favntag, men
min sjæl, du min elskte, min sjæl falder i bøn for dine øine. Naar
din haand stryger henover min pande, se! da skjælver mit sinds
tanker som tulipaner, der vugger i blank sol. Og du, min høie
konge, du gaar imellem mine tulipaners bed, — da bøier
tulipanerne sine straalende hoveder.
K ongen
Aldrig var mit sind saa lyst som nu og aldrig saa bedrøvet
mod nattens komme. Hvil hos mig, Dunja, min due, for jeg føler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
