Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jonas Boye: Mater Tenebrarum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
237.
Din kvalens kalk blev rakt dig av din skæbne,
den vej, der venter dig, den må dog vandres;
ti intet kan dig værge eller væbne
mod, hvad der er og aldrig kan forandres......"
. . . Saa taler hun, den sære, strænge kvinde
og stirrer dybt og mørkt mig ind i øiet;
... da er min sjæl til døden brudt og bøiet,
og ingen håbets rest er mer at finde.
Kun mørket sér jeg . . . som et evigt øde,
hvor intet lysets glimt kan vinde sejer;
fra alle sider slår det mig i møde
og breder sig på alle livets vejer.
Og uden suk for, hvad min sjæl fornemmer,
og uden gråd, der lette kan mit hjærte,
og uden ord for mørkets store smærte
— jeg lytter angst til nattens sære stemmer.
Kun i mit øje blinker der og bæver
et væld av ord-løs kval og håb-løs kvide,
en bøn i blikket, mens jeg stiilt det hæver
mod hende, kvinden, ved mit lejes side......
Da rejser hun sig; hendes øjne brænder,
og høj og stolt og stærk er hun at skue;
mod mig hun retter blikkets vilde lue
og lægger på mit hoved sine hænder:
„Nu er du min; ti nu er lyset slukket,
ej håb, ej tro er mere i dit eje;
hver glædens kilde i din sjæl er lukket,
— nu går mod mørket alle dine veje!"
— Og mens hun taler, hviler hendes hænder
som vægt af værdner paa min hede pande,
og ned jeg sænkes mod de mørke strande,
hvor intet håbets blus paa himlen brænder.
Hvor skyld-fri sjæle lever for at lide,
hvor alt, som er, kun ånder onde minder;
hvor ingen magt kan dæmpe sjælens kvide
. . . og smærten vokser for hver dag, som svinder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
