Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. J. Østrup: Orientalsk poesi og dens forhold til den europæiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
249.
halvt overlegne, halvt ligegyldige betragtningsmaade, der er
ejendommelig for orientalerne, viser sig fælles for ham og dem. Det er
særlig i fjerde og sjette afdeling „Tefkir nameh" o: Betragtningernes
bog og „Hikmet nameh", o: Ordsprogenes bog, samt i tiende,
„Mathal nameh", o: Lignelsernes bog, at dette træder frem. Vi kommer
her til et nyt og meget vigtigt moment, for saa vidt som det, efter
Goethes eget udsagn, har været medbestemmende for hele hans
syslen med det orientalske og altsaa ogsaa for hele Diwanets fremkomst.
„Et væsentligt karaktertræk for hele den orientalske digtning
er", som Philipp Wolff siger1), „det, at den tilskynder til reflektion."
Goethe har heri fundet noget, som ikke blot tiltalte liam, men som
paa den tid særlig har forekommet ham at være passende for hans
alder; han siger saaledes i et af sine breve til Zelter: „Diese (o:
de muhammedanske anskuelser) geben Raum einer Poesi, wie sie
mei-nen Jahren ziemt. Unbedingtes Ergeben in den unergründlichen
Wil-len Gottes, heiterer Ueberblich ?des beweglichen, immer kreis- und
spiralartig wiederkehrenden Erdetreibens, Liebe, Neigung zwischen
zwei Welten schwebend, alles Reale geläutert, sich symbolisch auflösend.
Was will der Grosspapa weiter?" (III, 85). De betragtninger, som
indeholdes i hans fjerde bog er da ogsaa næsten alle i det næreste
slægtskab med tilsvarende orientalske, og de enkelte, der har et
afgjort occidentalsk tilsnit, er senere føjede til (som for eks: IV, 16
og 18). Og i et endnu nærmere forhold til orienten staar den sjette
afdeling, Hikmet nameh. Vi har her den specielt østerlandske form,
hvorunder man der ynder at fremlægge resultaterne af sin tænken og
forsken; i stedet for at opstille et samlet system, foretrækker
orientaleren at meddele sin livsanskuelse i ligefremme sentenser, med billeder
hentede fra det daglige liv, eller i mindre parabler. Orienten er netop
lignelsens hjemstavn, og hvilken betydning den overalt har haft, naar
det gjaldt om at fængsle tilhørerne ved udviklingen af hidtil ukjendte
betragtninger, kjender vi jo allerede fra det nye testamente; medens
for eks: Sokrates, der ogsaa plejede at gaa ud fra det daglige livs
forhold i sine betragtninger, fører disse videre til den almene regel
gjennem en regelmæssig induktion, saa lader Jesus sine tilhørere nøjes
med lignelsen, hvoraf det da overlades dem selv at uddrage den
dybere betydning, og kun sjælden tilføjes den prosaiske fortolkning af
allegorien (som i lignelsen om sædemanden, ev. Marc. kap. IV). Og paa
samme maade overalt i orienten. Ogsaa det træk, at ordsprogene
her er indlemmede som del af et poetisk værk, er i fuld
overensstemmelse med orientalsk brug; hos araberne for eks. regnes ingen
Orient und Occident, I, pag. 309.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
