Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. J. Østrup: Orientalsk poesi og dens forhold til den europæiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
251.
der ikke absolut er forbudt, er tilladt, og at profetens ord kun maa
forstaas som et raad, ikke som en befaling. Det er i kraft heraf, at
vinen har formaaet at bevare sin plads, og at de betydeligste digtere
har kunnet forherlige den uden at stemples som kjættere af andre end
af de allerivrigste fanatikere.
Vi har nu fulgt digteren gjennem hele hans værk og set, hvor
nøje han paa de fleste punkter slutter sig til sine orientalske
forbilleder. Dette gjælder ikke blot om de enkelte afdelingers emner, men
tillige om behandlingen af de enkelte stykker indenfor hver; det vilde
imidlertid føre os for vidt at undersøge alt dette i det enkelte og
paapege, hvorledes den og den strofe er taget af Saadi, den og den
tanke findes hos Hafis eller Djåmi. Det maa blot hævdes, at Goethe
med en sjælden kundskabsfylde har forstaaet udelukkende at benytte
østerlandske sammenligninger og metaforer, medens han paa den
anden side med en lige saa overordentlig smagfuldhed forstod at
udelukke de østerlandske udtryk, der kun kunde virke frastødende eller
frembringe uklarhed; derimod var han ikke bange for at optage
temmelig dristige metaforer, naar enhver fare for misforstaaelse var
udelukket, som naar han i nr. 11 i anden bog skildrer den skjønnes pande
som hjærtets hvæssesten o. s. v.
Der var derimod en anden slags lokalkolorit, som Goethe
fuldstændig forsmaaede, nemlig den rent overfladiske overførelse af
orientalske benævnelser for alle ydre gjenstande; Goethe taler i disse digte
rask væk om Helios, St. Georg, Dogen af Venedig osv.; den
barnagtige lyst at kalde ethvert taarn for en minaret og en liue for en turban
kender han ikke noget til, og det var til dels for bestemt at tage
afstand fra alle eventuelle fordringer i denne retning, at han kaldte
sin digtsamling „ W e s t - ø s 11 i c h e r D i w a n ".
Denne kulissepoesi blev forbeholdt lians efterfølgere.
Det varede nemlig ikke længe, førend orienten blev en modesag,
og over hele det tyske Parnas orientaliserede man, saa det var en
lyst; vi kunde saaledes blot minde om navne som W. Müller,
Dau-mer o. s. v. Det var disse, som Immermann i sine Xenier sigtede
til, naar han tiltalte Goethe med følgende ord:
Alter Dichter, Du gemahnst mich als wie Hamelns Rattenfänger,
pheifst nach Morgen, und es folgen all die lieben, kleinen Sanger,
og det var dem, som han endnu skarpere angreb med de berømte
linjer, der gav den første anledning til den berygtede strid mellem
Heine og Piaten:
Von den Früchten, die sie aus dem Gartenhain zu Shiras stehlen,
essen sie zuviel, die Armen, und vomieren dann Gaselen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
