Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bernt Lie: Lissiva
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
305
— Hun skal reise strax. Imorgen den dag, sa han. Og Marja gik.
Udpaa kvelden sad Marja og ventede paa Lissiva, som ikke kom
hjem. Maden stod paa bordet, og det var sent.
Hun gik ud i døren og lyede opover, da hun hørte aaretag ude
i stilheden, lidt efter ogsaa stemmer; der var mørkt, eftersom
maanen var bag skyen, — men hun hørte baaden lægge til bag et
skalberg. Hun gik nu efter lyden langs fjærestranden, til hun stødte paa
baaden. Det var hendes egen. Saa gik hun opover i stor angst.
Der var en bergknabbe opfor stedet, hvor baaden laa, og didop krøb
hun hurtig, fast hun knap orkede at løfte foden. Bag knabben hørte
hun nu tydelig to stemmer. I det frembrydende maanelys saa hun
ogsaa folk.
— Ja, Lissiva. Til min sidste stund.
— Helga, der er slig kraft i mig af dig. Jeg synes, jeg skulde
kunne lægge landet under mig og løfte dig med i min arm.
— Lissiva!
I det samme faldt lyset fuldt over fjorden og Storholmen og
berg-knabben og de to. Der lød et langt, klagehgt skrig bag dem.
Lissiva sprang til og fandt moren ligge sansesløs. Han bar hende ned
i stuen, fulgt af Helga, som snart efter gik alene ud til baaden og
roede over til Kjelnæssset, lydløst i den mørke høstnat.
Inde i stuen fik Lissiva tændt lys. Han saa paa moren, at dette
led mod døden, og han græd, da han spurgte hende:
— Hvordan er det mor?
-— Det er det bedste, Lissiva, — hviskede hun; — det bedste
for mig. Nu løser Gud op for mig. Lissiva la hovedet paa puden
og græd høilydt. Han kjendte morens haand paa sig, hvorpaa hun
hviskede ham ind i øret.
— Lissiva! Lov mig, at du vil la Helga fare, aldrig se hender
aldrig mere!
— Nei mor, vi har svoret hinanden troskab, og jeg skal nok føre
vor sag frem!
Da sukkede Marja ondt og langt. Saa hviskede hun igjen:
— Lissiva, i Guds barmhjertige navn, lov mig det! *
— Jeg kan ikke, mor. Jeg lever ikke Helga foruden ....
— Saa faar du vide da, Lissiva, at I to har samme far.
— Mor? Hvad sa du mor?
— Anton Juhl er den mand, som er far din, Lissiva. Gud —
hjælpe — dig — og mig.
— — — Der kom en mand roende over fjorden paa
morgenkvisten. Han havde uld med i en kurv til Marja Solbottnen. Der
var svalt og stille med sterk solglans i fjorden og meget fugl over
Storholmen. Langs fjærestranden iland stod morgenrøgen blaa og tynd
op af skorstenene, ved Kjelnæsset lød der slag af dem, der bødede
fembøringen i nøstet. Men paa Storholmen var der stille og ingen
røg endnu af skorstenen paa pladsen.
Manden drog baaden op, tog kurven og gik opover. Stuedøren;
stod halvaaben, og han gik ind. Der laa Marja Solbottnen i sengen«
20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
