Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst Estlander: Lombrosos lære om forbrydelsen og den positivistiske skole inden strafferetten. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
325
blandt folk, som lever af jagt og fiskeri, tyveri et lovligt erhverv.
Eiendomsfællesskab er den første fonn af socialt samliv. Først
senere fremkommer den opfatning, at tyveri ■ inden stammen er
strafbart.
I almindelighed er antallet paa forskjellige arter forbrydelse
meget indskrænket i de vilde samfund og lader sig ikke paa
forhaand bestemme. Den virkelige forbrydelse er den, som begaaes
mod hevd og, sedvane. Thi fastholden ved det traditionelle og
modvilje mod alt nyt er et gjennemgaaende træk hos naturfolkene,
ligesom tilfældet er med dyr, børn og kvinder. Forbrydelsen mod det
hævdvundnes vogter, prest og høvding, er den alvorligste.
Her finder vi udgangspunktet for1 forklaringen af straffens
oprindelse og begreb. Hvorvidt dyrene, saaledes som enkelte
iagttagere har troet at kunne forsikre, har bevidsthed om det „urette"
i visse handlinger eller selv udøver „afstraffelse", faar staa derhen.
Vi maa vogte os for at passe alle ytringer af et lavere liv ind i vore
egne anskuelsesformer. Men den omstændighed, at dyret gjennem
opdragelse kan bibringes bevidstheden om et forhold mellem en vis
handling og den derpaa følgende straf, vidner om, at spiren til straf,
ligesaalidt som spiren til forbrydelse allerede forefindes i
dyreverdenen.
Den primitive form for straf er hevn. Thi ligesaalidt som de
efter vore begreber forbryderske handlinger paa dyrets eller den
vildes udviklingsstandpunkt kan siges at være en undtagelse, ligesaalidt
maa man forudsætte forestillingen om en ethisk gjengjældeise.
Straffen, som rammer den skyldige, har for ham præget af
modstanderens med styrkens ret hævdede, ubegrænsede hevn. Til en
begyndelse er straffe rettigheden uindskrænket privathevn, som under
beskyttelse af religionen og sederne blir en pligt. Først saaledes
faar den en moralsk grundvold. Dens norm er talionsprincipet:
lige for lige. Men nogen lighed for loven eksisterer dog ikke. De,
som har magten, straffer den begaaede forbrydelse strengt, men
anser de samme handlinger, naar de begaaes af dem selv, for
ærefulde bedrifter.
Den utøilede blodhevn kan dog ikke i længden forenes med
samfundsinteresserne. Den blir underordnet visse regler. I stedet
for at en æt eller en stamme i sin helhed udførte en
udryddelseskrig mod en anden, udnævnes repræsentanter paa begge sider, og
kampen afgjøres ved tvekamp. Dette er den første form af lovlig
straf. Saasnart eiendommen faar verd for menneskene, kan straffen
udmaales i bøder og skadeserstatning. Sammenhængen mellem for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
