Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Raphael Chandos: Moderne sjæle - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
345
imorgen. — — For en guddommelig fornøielse! Alt blegner ved siden
af en saadan nydelse.
Jeg har aldrig følt en dybere bevægelse, end da jeg saa, med
med mine egne øine saa en arbeiderklub, som jeg stiftede i Liverpool
1873, blive rig nok til at bygge sig et sandt palads; og klog nok til
ikke længer at behøve mine raad. Det er mig ganske ligegyldigt, at
disse mennesker ikke kjender mit navn. Det er fuldstændig nok for
mig at opleve deres held. „Naar de er lykkelige, er de ikke
utaknemmelige," har en af Eders digtere sagt.
Jeg sidder nok og snakker ganske alene — un skyld mig, min
ven, det er gamle folks svaghed — gurrulct senectus, men naar jeg
jkommer ind paa visse emner, slipper jeg dem ikke saa let . . . non
missura cutis nisi plena cuoris hirudo. — — Jeg talte om et
isoleret individs magtesløshed. Det er sandt, men det er falskt ogsaa;
thi et isoleret individ kan gjøre store ting, dersom han magter at ville
dem. Mange hundrede tusen menneskelige væseners skjæbne afhænger
ofte af, hvad fem, seks opofrende mennesker kan afgjøre i et lidet
værelse som dette, medens de sidder omkring et hvidt træbord og
udkaster en eller anden plan til en association. Naar en tanke har gaaet
.gjennem disse beslutsomme mænds hjerne, omsættes den straks i
handling, — og følgerne heraf er uberegnelige. Det er en liden sten,
som løsner sig fra bjerget, og som tager med sig endel sne i faldet,
•og ved enden af sit løb, er den selv blevet et bjerg, som ruller og
vælter alt, hvad der kommer paa dens vei. Intet kan stanse den;
huse, flækker, landsbyer forsvinder; saaledes hænder det, at en tanke,
hvis oprindelse er saa dunkel og beskeden, at historikeren, ikke kan
opdage den, ender med at erobre verden.
Lad os altsaa ikke blive trætte og ikke opgive modet.
Retfærdighedens og rettens grundsætninger har været stygt mishandlede i
dette aarhundrede af jern og blod, men lad os alligevel hævde dem,
og vor stemme, skal, om den er svag i begyndelsen, ende med at
blive et umaadelig bebreidelsens skrig, som skal faa selve Olympen til
•at skjælve.
Dersom jeg havde givet fra mig hele min lille formue som Deres
unge veninder fra Michigan og Kaluga, vilde jeg ikke kunne have
grundet disse aviser, disse samfund, disse klubber, disse foreninger, som i
vore dage udgjør en af verdens største moralske kræfter. Nu kan jeg
forsvinde; en del af mit arbeide vil leve efter mig. Menneskene
hungrer alle efter fred; de vil alle retfærdighed, og de forlanger intet
andet end at enes for at paaskynde fredens og retfærdighedens
herredømme. Men de er dovne, ligegyldige, blødagtige, bundne af hver-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
