Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Arne Garborg - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
403
og de kredse af mennesker, hvordan en bestemt tidssygdom i
forskjellige tilfælde slaar ud, hvordan endel aandelig beslegtede
mennesker i visse kulturelle overgangstider kan gribes sterkt af den
samme følelse, af uro, eller usikkerhed, eller sørgmodighed osv. osv.
Kunstnere med disse interesser, disse formaal, er ofte tilbøielige
til at glemme, at deres personer bør udstyres med rødt fuldskjæg
eller uregelmæssige konsonanter.
Naturalisternes krav paa anskuelighed respekteres ikke nu
længer paa samme maade. Digterne bekymrer sig undertiden slet ikke
om det ydre milieu. Og selv om de anvender megen kunst ogsaa
paa „rammen", saa lægger dog liere af dem mest arbeide paa det
indre, ulegemlige billede. Og de vælger ikke sjelden emner, hvor
den kritisk undersøgende evne kommer dem lige meget tilgode som
den plastisk formende.
Valdemar Vedel skriver i et privatbrev: „— — Det
forekommer mig overhovedet, at ved moderne fremstilling af moderne liv
gaar den kritiske og den egentlig digteriske aandsvirksomhed i den
grad ind i hinanden, at de ikke er til at rede ud fra
hverandre."
Dette er ofte tilfældet med Garborgs kunst. I hans begavelse
glider den kritiske og den skabende evne over i hinanden. Da lian
har adskilligt tilbage af naturalistens respekt for den objektive form
— lad livet tale for sig selv — er det kritisk undersøgende
element maaske ikke saa iønefaldende som eksempelvis hos Bourget.
Men hans hovedstyrke blir dog den sterke og den smidige
intelligens. Blandt vore store forfattere er lian den alsidigste aand, —
han er det klogeste hoved og den mindst umiddelbare kunstner;
han har maaske bedre end nogen af de andre forstaaet sin
samtid. I romantikens dage havde han vel lettest fundet sig tilrette
som digterfilosof eller som kritiker; fra naturalismen har lian som
•sagt for en del hentet sin objektive og gjerne særdeles detaljerede
fremstillingsmaade, uden at naturalismens syn paa kunsten
nogensinde har fæstet rod hos ham. Ved nærmere eftersyn faar man
ogsaa det indtryk, at disse mange udvendige detaljer, han finder
sig forpligtet til at meddele, egentlig plager ham lidt: fremstillin-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
