Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Strømninger inden det tyske socialdemokrati. VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
453
maal, saa gives der to muligheder, og enhver strid mellem
socialisterne, som ikke har dreiet sig om rene personligheder har sin
oprindelse i modsigelsen mellem disse to besvarelser.
Man kan paastaa, at dersom man vil paaskynde proletariernes
seier, saa er det af betydning at negte dem enhver saakaldet
forbedring i deres nuværende stilling. Thi jo mere de lider, desto sterkere
vil de føie sin ret, og desto mere eftertryk vil de give sine fordringer.
Men man kan ogsaa paastaa, at forbedring i proletariernes kaar
ingenlunde forsinker virkeliggjørelsen af det socialistiske ideal, men
tvertimod paaskynder den. Jo mere man faar, desto mere vil man
ha. Og der er ingenting, som gjør folk bedre skikkede til at høre
paa theoretiske lærdomme end varme fødder og en fuld mave.
Hvad er bedst, at proletarierne lider uden at bryde sig om
nutiden og bare tænker paa at ophøre at blive proletariere eller at de
søger at gjøre, hvad de kan for at bedre sine kaar i denne
skrøbelige verden, som den nu engang er?
Besvarelsen af dette spørgsmaal blir bestemmende for
socialdemokraternes taktik og kommer at dele partiet i en høire opportunistisk
— og en venstre — revolutionær — fraktion. Denne splittelse kom
skarpt tilorde paa mødet i Erfurt ifjor, hvor opportunisterne fandt en
fremragende talsmand i v. Vollmar og de radikale, de „unge" i
ar-beiderrepræsentanter fra Berlin og Magdeburg, navnlig Werner og
Wildberger. Bebel og Liebknecht følte sig ifølge sin revolutionære
fortid mest draget mod de „unge", medens de ifølge sine sidste aars
parlamentariske praksis nærmest havde handlet i overensstemmelse
med de theorier, som v. Vollmar forfægtede.
Vi skal se lidt nærmere paa, hvorledes striden formede sig og
paa de personligheder, hvortil den knyttede sig.
Georg Heinrich v. .Vollmar*) er endnu en forholdsvis ung
mand; han er født i München i 1850 og nedstammer fra en af
Baie-rens ældste familier. Han blev til sit femtende aar opdraget af
bene-diktinermunke, som lærte ham alt, hvad en ung aristokrat skal vide
for at blive et ridderligt menneske og en god officer. I aaret 1865
indtraadte han som fænrik i et kavalleriregiment. Som løitnant i det
samme regiment deltog han det følgende aar i det østerrigske felttog.
Men da krigen var til ende, havde den sextenaarige unge mand
ingen lyst til at hengive sig til det uvirksomme liv, der tilfalder en
officer i fredstid, han traadte ud af den tyske hær og begav sig til
*) Kfr. Wyzeva: Le socialisme cn Europe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
